Nyhed

Tiltalefrafald sætter sidste punktum for nedrivningskarteller

Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet (SØIK) har netop offentliggjort sit tiltalefrafald mod Søndergaard Nedrivning A/S, der dermed slipper for strafferetlig forfølgning. Tiltalefrafaldet markerer enden på sagskomplekset inden for nedrivningsbranchen, hvor der samlet er udstedt bøder for omkring 18 millioner kroner.

Nedrivning - beton - arbejde - håndværker - 3840x2160

Statsadvokatens tiltalefrafald af 26. februar 2020 til Søndergaard Nedrivning A/S

Nedrivningskartellet

Nedrivningskartellet har gennem de seneste år fået en del omtale, og vi har også omtalt kartellet i en række nyheder. Senest i denne nyhed af 18. november 2019, hvor Østre Landsret stadsfæstede bøder til CMP Nedrivning og to ledende medarbejdere. SØIK har med tiltalefrafaldet af 26. februar 2020 til Søndergaard Nedrivning A/S sat endeligt punktum for processen efter kartellet blev opdaget.

Dermed endte i alt seks virksomheder og 12 personer med at modtage bøder for omkring 18 millioner kroner i det store sagskompleks, hvor flere forskellige nedrivningsvirksomheder havde koordineret deres tilbud i forbindelse med en række nedrivningsentrepriser. Kartellet blev afsløret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der i efteråret 2015 foretog uanmeldte kontrolbesøg ("dawn raids") hos en række nedrivningsvirksomheder. Karteldeltagerne havde i perioden 2011-2013 koordineret tilbudsafgivelser på både private og offentlige opgaver. 

Muligheden for tiltalefrafald i kartelsager

Søndergaard Nedrivning A/S søgte om tiltalefrafald ("leniency") efter konkurrencelovens § 23 a. Såfremt en virksomhed ansøger om straflempelse og lever op til betingelserne for dette, vil ansøgeren undgå at blive pålagt den bøde eller fængselsstraf, som deltagelsen i kartellet ellers ville have medført. 

For at kunne undgå at blive straffet, kræver dette, at ansøgeren er den første, der henvender sig til myndighederne og fremlægger oplysninger om kartellet, som myndighederne ikke i forvejen var i besiddelse af, og som enten: 

  • giver myndighederne anledning til at foretage en kontrolundersøgelse, ransagning eller indgive en politianmeldelse eller
  • hvis der allerede er foretaget kontrolundersøgelse eller ransagning, at oplysningerne giver myndighederne mulighed for at konstatere kartelovertrædelsen.

Derudover skal ansøgeren også:

  • samarbejde med myndighederne under hele behandlingen af sagen
  • senest ophøre med deltagelsen i kartelvirksomheden ved ansøgningen 
  • ikke have tvunget andre til deltagelse i kartellet.

Hvis ansøgeren ikke er den første til at henvende sig til myndighederne, vil der kun kunne blive tale om en strafnedsættelse (nedsættelse af bøden og lempelse af en eventuel fængselsstraf).

Søndergaard Nedrivning A/S var under processen repræsenteret ved partner Morten Kofmann. 

Læs statsadvokatens tiltalefrafald.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40