Gennemsigtighed på T-shirts

Klagenævnet for Udbuds kendelse den 15. maj 2020: De Forenede Dampvaskerier A/S mod Ringkøbing-Skjern Kommune

I januar 2019 udbød Ringkøbing-Skjern Kommune ("kommunen") en rammeaftale om levering af vask og lejeløsning af beklædning til sundhedsfagligt personale. Tildelingskriteriet var laveste pris, og kommunen modtog tilbud fra De Forenede Dampvaskerier (DFD) og Berendsen Textil Service A/S (Berendsen). 

Det var fastsat som et mindstekrav, at "T-shirts [ikke] må være gennemsigtige", og det var i udbudsbetingelserne desuden bestemt, at der inden tilbudsevaluering skulle ske en fremvisning, hvor kommunen havde mulighed for at se og prøve tøj, der var vasket mindst 10 gange. 

DFD afgav et tilbud som var ca. 300.000 kr. billigere end Berendsens tilbud. Men kommunen afviste tilbuddet blandt andet fordi, at det ved fremvisningen blev konstateret, at det ikke levede op til mindstekravet om, at T-shirts ikke måtte være gennemsigtige. 

Under klagesagen lykkedes det at få aktindsigt i selve Berendsens T-shirt (!), som derfor blev analyseret grundigt hos Teknologisk Institut. Konklusionen blev fremlagt for Klagenævnet, og det viste sig, at strikkemetoden for de to T-shirts var identisk, og at de yderst minimale forskelle der var i kvadratmetervægt, masketæthed og fiberindhold for de to T-shirts kunne skyldes, at den ene T-shirt var vasket flere gange end den anden. Samlet konkluderede Teknologisk Institut: "Efter vores bedste faglige skøn er de konstaterede forskelle mellem de to T-shirts så minimale, at de ikke bør bevirke nogen synbar forskel i relation til gennemsigtighed." De to T-shirts var desuden fremstillet af samme den virksomhed, og de havde samme typenummer. De var altså i realiteten ens.

Klagenævnet for Udbuds kendelse

Klagenævnets for Udbuds endelige kendelse den 15. maj 2020 konkluderedes, at kravet om, at T-shirtsene ikke måtte være gennemsigtige var et sagligt mindstekrav. På baggrund af udtalelsen fra Teknologisk Institut lagde nævnet endvidere til grund, at de tilbudte T-shirts var fra samme producent ‒ med samme modelnummer, samme garnnumre, samme kvadratmetervægt, masketæthed, fiberindhold og strikkemetode ‒ og derfor var det kommunens bevisbyrde, at de to T-shirts ikke var ens. Kommunens argument om, at Berendsen havde efterbehandlet sine T-shirts, og at de derfor var mindre gennemsigtige, var ikke dokumenteret eller understøttet, f.eks. ved en udtalelse. Derfor konkluderede nævnet, at kommunens afvisningsbeslutning var ulovlig. 

Kromann Reumerts bemærkninger

 Kendelsen er interessant på mange måder. Det er oplagt, at hvis to tilbudsgivere (reelt) tilbyder samme produkt eller løsning, så skal de behandles ens. Alt andet udgør tilsidesættelse af ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet(!). 

Men tager man nu udgangspunkt i, at de to T-shirts i hvert fald ikke fremstod ens for faggruppen under fremvisningen, så er kendelsen her et sjældent eksempel på, at en klager ved 'teknisk bevisførelse' for det første kan bringe faktuelle forhold ind i klagesagen, som kan så tvivl om (her) ordregivers oprindelige vurdering var grundig (nok). Det fører for det andet til, at den såkaldte bevisbyrde vendes om i klagesagen. Dvs., at det bliver ordregiver, der skal bevise, at der ikke (hverken oprindeligt eller på bagkant) kunne være nået en anden beslutning. Og for det tredje indebar det, at klager lykkedes med at ændre Klagenævnet for Udbuds vurdering fra den foreløbige fumus-kendelse til den endelige kendelse. Man skal i den praktiske verden nok ikke indrette sig efter, at en så tung bevisførelse er relevant ‒ eller meningsfuld ‒ hver gang, men kendelsen er en god påmindelse om, at der faktisk er mulighed for at involvere tredjemand og føre tekniske beviser også ved nævnet.