To nye domme om produktefterligninger

Er Ilse Jacobsens kendte RUB1 gummistøvle brugskunst omfattet af ophavsretsloven? Nej, sagde Højesteret, og selv om resultatet ikke er overraskende, er dommen central, fordi det er første gang siden EU-Domstolens afgørelse i Cofemel-sagen (C-683/17) om ophavsret til tøj, at Højesteret tager stilling til ophavsretlig beskyttelse af modeprodukter. Højesterets hidtidige praksis har været, at ophavsret til modeartikler stiller betydelige krav til originalitet og kunstnerisk indsats, hvilket har været EU-retligt problematiseret ud fra det synspunkt, at der ikke kan stilles mere restriktive originalitetskrav til specifikke værkstyper.

Med dommen fastslår Højesteret, at "tøjmodeller efter omstændighederne kan og skal kvalificeres som værker af brugskunst, der nyder ophavsretlig beskyttelse." Det synes dog også at være klart ud fra dommen, at der stadig vil skulle en del til, før ophavsretlig beskyttelse kan opnås. Højesteret anfører således, at det ikke er "tilstrækkeligt til at blive kvalificeret som et værk, at de pågældende tøjmodeller ud over deres funktionsmæssige formål frembringer en særegen og karakteristisk effekt set ud fra en æstetisk synsvinkel – heller ikke, selv om tøjmodellerne er frugten af fremstillingskoncepter og -processer, der anerkendes som innovative inden for modeverdenen."

Konkret fandt Højesteret ikke, at Ilse Jacobsens RUB1 gummistøvle opfyldte det ophavsretlige krav om originalitet, hvorfor gummistøvlen ikke var beskyttet som brugskunst. Derimod fandt Højesteret, at gummistøvlen havde et sådant særpræg, at den nød beskyttelse efter markedsføringsloven. Som udtalt af Sø- og Handelsretten i sagen er en sådan beskyttelse imidlertid begrænset til et værn mod en "meget nærgående efterligning" af produktet. Højesteret tiltrådte Sø- og Handelsrettens præmisser herom og fandt, at den hævdede kopigummistøvle adskilte sig fra RUB1 "i et sådant omfang", at der ikke var tale om en krænkelse efter markedsføringsloven.

Dagen efter afsagde Østre Landsret dom i Anne Black-sagen om ophavsretlig- og markedsføringsretlig beskyttelse af forholdsvis simple keramikprodukter; en hængepotte, en vase og en lågkrukke, som var frembragt af keramikeren Anne Black, og som Netto (Salling Group) havde solgt mulige kopier af.  

Mens Sø- og Handelsretten havde tildelt alle tre produkter ophavsretlig beskyttelse, fandt Østre Landsret, at alene hængepotten var ophavsretligt beskyttet, og det skete i lyset af den nævnte Cofemel-sag (C-683/17). De to øvrige produkter var derimod beskyttet efter markedsføringsloven. Fordi der ikke er tale om modeprodukter, er beskyttelsesniveauet ikke et værn mod "meget nærgående efterligninger", som tilfældet var i gummistøvlesagen, men mod "nærgående efterligninger", hvilket landsretten fandt, at Nettos produkter var. Mens Sø- og Handelsretten havde tilkendt Anne Black erstatning og vederlag på 1.500.000 kr., begrænsede landsretten dette krav til 300.000 kr., hvilket næsten svarede til Nettos omsætning på salget af kopiprodukterne.