IP overblik: September 2020

Design-, ophavs- og markedsføringsret 

Ingen krænkelse af beskyttede cykelprodukter 

Den 25. august 2020 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sagen mellem GripGrab ApS og Indkøbsforeningen Fri A.m.b.a. Sagen handlede om, hvorvidt Indkøbsforeningens salg og markedsføring af seks cykelprodukter krænkede GripGrabs rettigheder efter markedsføringsloven. 

GripGrab, der er en dansk virksomhed, som blandt andet udvikler og sælger cykeltilbehør, argumenterede for, at Indkøbsforeningens markedsføring og salg af tre typer handsker, et pandebånd, en hue og et par sokker krænkede GripGrabs rettigheder efter markedsføringsloven. Ifølge GripGrab var produkterne nemlig nærgående produktefterligninger af GripGrabs produkter, som ligeledes direkte kunne substituere GripGrabs produkter. Indkøbsforeningen, der er en dansk indkøbsforening for cykelkæden Fri BikeShop, argumenterede derimod for, at GripGrab-cykelprodukterne alene havde en overfladisk formgivning, der i det væsentligste tjente et teknisk formål, og at der desuden var en række forskelle mellem parternes produkter, hvorfor Indkøbsforeningens produkter ikke udgjorde hverken en nærgående eller slavisk efterligning af GripGrabs produkter. 

Sø- og Handelsretten fandt, at GripGrabs cykelprodukter var beregnet til sportsbrug og primært bestod af funktionsbestemte elementer med ringe særpræg i forhold til øvrige produkter på markedet.

Beskyttelsen mod produktefterligninger efter markedsføringslovens § 3 kunne alene udstrækkes til at omfatte slaviske efterligninger, og hvad der måtte sidestilles hermed. På den baggrund fandt retten, at for så vidt angik huen og pandebåndet, var der tale om forholdsvis nærgående efterligninger, men dog ikke i en sådan grad, at det var omfattet af markedsføringslovens § 3, idet Indkøbsforeningens produkter på en række punkter adskilte sig fra GripGrabs produkter i både kvalitet, udtryk og tydeligt angav varemærket Innergy+. I forhold til de øvrige produkter, tre par handsker og et par sokker, fandt retten, at Indkøbsforeningens produkter i overvejende grad adskilte sig fra GripGrabs tilsvarende produkter. Derfor blev Indkøbsforeningen frifundet. 

Sagen for Indkøbsforeningen Fri A.m.b.a. blev ført af partner Kolja Staunstrup. 

Læs dommen.

Terrassevarmer var beskyttet som registreret EF-design, men krænkelse var ikke sandsynliggjort 

Den 24. august 2020 afsagde Sø- og Handelsretten kendelse i sagen mellem Zhuhai Runwin Electric Co., Ltd og Schou Company A/S. Sagen handlede om, hvorvidt der kunne nedlægges midlertidigt forbud mod Schous salg og markedsføring af en elektrisk terrassevarmer. 

Runwin, en kinesisk producent af elvarmere, argumenterede for, at terrassevarmeren var beskyttet efter henholdsvis ophavsretsloven, markedsføringsloven og som registreret EF-design efter designforordningen. Til støtte herfor argumenterede Runwin blandt andet, at de enkelte elementer ved  Runwin-terrassevarmeren ikke var tekniske funktioner, der medførte, at designeren ikke havde haft nogen valgfrihed, og at der desuden forelå en række andre terrassevarmere på markedet, der var udformet væsentligt forskelligt fra Runwin-terrassevarmerens design. Runwin argumenterede herefter for, at Schous terrassevarmer var en ulovlig produktefterligning, idet denne, trods visse forskelle, ikke havde et andet helhedsindtryk. 

Schou, derimod, argumenterede for, at beskyttelsesomfanget af Runwins terrassevarmer ikke kunne udstrækkes til at omfatte Schous terrassevarmer, men måtte være begrænset til identiske produkter. Schou mente desuden – modsat Runwin – at de to terrassevarmere havde forskellige helhedsindtryk.

Sø- og Handelsretten fandt indledningsvis, at Runwins terrassevarmer ikke var beskyttet som brugskunst i henhold til ophavsretsloven. Dernæst fandt retten, at Runwins terrassevarmer var beskyttet efter designforordningen, men at beskyttelsesomfanget var snævert, idet terrassevarmerens design bar stærkt præg af at være funktionelt bestemt. Ifølge retten var det ikke sandsynliggjort, at den informerede bruger (i dette tilfælde en bruger med et vist kendskab til de bestanddele som terrassevarmere normalt består af og derfor udviser en vis grad af opmærksomhed over for de forskellige produkter/designs) ville få samme helhedsindtryk af henholdsvis Runwins og Schous terrassevarmere. 

I forhold til Runwins beskyttelse efter markedsføringsloven fandt retten, at Runwins terrassevarmer havde et vist, omend meget ringe, særpræg, der herefter var  beskyttet mod meget nærgående efterligninger efter markedsføringslovens § 3. Dette mente retten dog ikke, at Runwin havde sandsynliggjort. Derfor blev Runwins anmodning om midlertidigt forbud ikke fremmet, og Schou blev frifundet. 

Ingen krænkelse af beskyttede tasker

Den 12. august 2020 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sagen mellem DEPECHE & CO A/S og DIXIE ApS. Sagen handlede om, hvorvidt Depeches tasker var beskyttet mod efterligninger efter reglerne om uregistrerede EF-designs og markedsføringsloven, og i så fald om Dixies markedsføring og salg af fem tasker krænkede Depeches rettigheder.    

Det danske modehus Depeche argumenterede for, at modevirksomheden Dixie skulle forbydes at producere, lade producere, markedsføre og sælge fem tasker, som Depeche mente var nærgående produktefterligninger af modehusets egne tasker. Ifølge Depeche selv var deres tasker beskyttet efter både designforordningen som uregistreret EF-design og markedsføringsloven. Depeche argumenterede for, at taskerne havde et særpræg, der adskilte dem fra andre producenters produkter på markedet; også selv om visse detaljer på taskerne havde været anvendt i produkter fra andre virksomheder. Depeche mente desuden, at Dixies tasker var egnet til at fremkalde forveksling og snylte på Depeches markedsføringsmæssige indsats. 

Dixie argumenterede for, at Depeches tasker udelukkende bestod af velkendte grundformer og standardelementer, og at taskerne hverken havde det fornødne særpræg eller kommerciel adskillelsesevne til at opnå beskyttelse. Selv hvis Depeches tasker var beskyttede, ville det, ifølge Dixie, kun være mod slaviske efterligninger, eller hvad der måtte sidestilles hermed.

I forhold til fire ud af fem af Depeches tasker fandt Sø- og Handelsretten, at disse var beskyttet efter begge regelsæt, uanset at taskerne var sammensat af allerede kendte designelementer, da dette var sket på en ny og individuel måde. Retten fandt dog, ud fra en samlet vurdering og med henvisning til en række forskelle på produkterne, at Dixie-taskerne generelt adskilte sig på sådan måde fra Depeche-taskerne, at de ikke krænkede Depeches rettigheder. 

Angående den femte Depeche-taske fandt retten, at tasken rigtigt nok var beskyttet som uregistreret EF-design, men at den treårige beskyttelse var udløbet, da Dixie-tasken kom på markedet. Derfor var Depeche-tasken kun beskyttet efter markedsføringslovens § 3 mod meget nærgående produktefterligninger, som retten dog ikke mente var tilfældet. Dixie blev derfor frifundet.    

Sagen for Dixie ApS blev ført af partner Frank Bøggild. 

Ingen krænkelse af beskyttet crossover-taske 

Den 12. august 2020 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sagen mellem DEPECHE & CO A/S og LM Noella fashion IVS sammen med Noella Wholesale ApS. Sagen handlede om, hvorvidt Depeches crossover-taske var beskyttet efter markedsføringslovens § 3, og i så fald om Noellas markedsføring og salg af fire tasker krænkede Depeches rettigheder. 

Depeche argumenterede for, at crossover-tasken havde det fornødne særpræg til at være beskyttet efter markedsføringsloven ved blandt andet at have to firkantede frontlommer med både lynlås påført i toppen og bunden, som kunne åbnes fra midten af tasken mod siderne. Depeche mente endvidere, at Noellas tasker, uanset mindre forskelle, var nærgående efterligninger, og at disse udgjorde en produktserie, der var egnet til at snylte på Depeches produktserie i strid med god markedsføringsskik. 

Noella mente derimod, at Depeche-tasken udelukkende bestod af velkendte grundformer og standardelementer, der ikke var sammensat på en original måde, men derimod var kopieret fra Alexander Wangs trendsættende Brenda-taske, hvorfor tasken ikke havde et beskyttelsesværdigt særpræg. Selv hvis tasken var beskyttet, ville det, ifølge Noella, kun være mod slaviske efterligninger, eller hvad der måtte sidestilles hermed. 

Sø- og Handelsretten fandt indledningsvis, at Depeches crossover-taske var beskyttet efter markedsføringslovens § 3 mod meget nærgående eller slaviske produktefterligninger. Dernæst fandt retten, at Noella-taskerne havde flere af de samme designelementer, men dog adskilte sig på flere punkter fra Depeche-tasken, herunder både design- og kvalitetsmæssigt. Eksempelvis bestod to af Noella-taskerne af kunstlæder og imiteret ruskind, hvorimod Depeche-tasken bestod af skind og ruskind. Derfor var Depeches rettigheder ikke blevet krænket, og Noella blev frifundet. 

Sagen for LM Noella fashion IVS blev ført af partner Frank Bøggild.