Nyhed

Energi­fællesskaber ‒ en ny mulighed i den grønne omstilling

I begyndelsen af 2021 indføres såkaldte borgerenergifællesskaber i Danmark, som er en ny type aktør i energi- og forsyningssektoren. Borgerenergifællesskabernes formål er at samle interessenter; borgere, lokale virksomheder og kommuner, i et fællesskab om lokale initiativer i den grønne omstilling, eksempelvis produktion og deling af grøn energi eller opførelse af opladningsinfrastruktur til elbiler. I denne nyhed gør vi dig klogere på de kommende grønne fællesskaber.

Grøn energi - stik - grønt græs - leding - 3840x2160

I juli 2019 blev EU's elmarkedsdirektiv vedtaget. Direktivet, som er en del af en større lovgivningspakke, indeholder regler om borgerenergifællesskaber, som nu skal implementeres i dansk ret. I et udkast til lovforslag til ændring af elforsyningsloven, som netop har været sendt i høring, løftes sløret for, hvordan Klima, Energi- og Forsyningsministeriet mener, at de overordnede regler, som sætter rammerne, bør implementeres i dansk ret. Detailreguleringen forventes udmøntet i en bekendtgørelse.

Men hvad er et borgerenergifællesskab? Elmarkedsdirektivet definerer et borgerenergifællesskab, som en retlig enhed:

  1. der er baseret på frivillig og åben deltagelse og reelt kontrolleres af medlemmer eller partshavere, der er fysiske personer, lokale myndigheder, herunder kommuner, eller små virksomheder
  2. hvis primære formål er at give sine medlemmer eller partshavere eller de lokalområder, hvor det drives, miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele frem for at give økonomisk gevinst
  3. som kan beskæftige sig med produktion, herunder baseret på vedvarende energikilder, distribution, levering, forbrug, aggregering, energilagring, energieffektivitetsydelser eller ydelser til opladning af elektriske køretøjer eller yde andre energiydelser til sine medlemmer eller partshavere.

Formålet med borgerenergifællesskaberne er altså at understøtte en forbrugerdrevet grøn omstilling. Med borgerenergifællesskaber kan borgere og de lokale myndigheder gå sammen om en række lokalt forankrede grønne initiativer og projekter, som skal gavne fællesskabet og ikke primært drives med økonomisk gevinst for øje.

Der er lagt op til, at kommunerne får eksplicit lovhjemmel til at deltage i disse borgerenergifælleskaber ‒ så længe de organiseres som et selskab med begrænset ansvar. De konkrete krav til selskabsformen er endnu ikke fastlagt, men kravene i direktivet lægger op til, at selskaberne organiseres enten som andelsselskaber eller foreninger på grund af kravet om åben deltagelse.

Som det fremgår af punkt c ovenfor, vil borgerenergifællesskaberne kunne beskæftige sig med en lang række energirelaterede tiltag. Relevant for kommunerne kunne blandt andet være adgangen til at deltage i projekter med opladning af elektriske køretøjer, som forventes at spille en central rolle frem mod 2030, hvor der er politiske ambitioner om, at der skal være mellem 500.000 til 1.000.000 elbiler på de danske veje.

Lovforslaget forventes fremsat senere på efteråret og vedtaget, således at de nye regler kan træde i kraft i januar 2021.

Juridiske specialer

Kontakt

Anders Stubbe Arndal
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 05
Mob. +45 20 44 21 92
Christopher Dalgas
Senior Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 42 13
Mob. +45 61 61 30 03