Nyhed

COVID-19: Ny trepartsaftale om løn­kompensation i Nordjylland

Den 7. november 2020 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en aftale om en midlertidig lokal lønkompensation i de syv nordjyske kommuner, der er berørt af nye lokale coronarestriktioner. I denne nyhed kan du blive klogere på aftalen og på de væsentlige forskelle fra den tidligere lønkompensationsordning.

Covid-19 - arbejdsplads - sprit - maske - 3840x2160

Trepartaftalens indhold

Den nye trepartsaftale er indgået for at afhjælpe, at de berørte virksomheder i kommunerne må afskedige medarbejdere. Aftalen skal gælde fra den 6. november til den 3. december 2020 i de kommuner, der i øjeblikket er påvirket af ekstraordinær smitteudvikling:

  • Hjørring Kommune
  • Frederikshavn Kommune
  • Brønderslev Kommune
  • Jammerbugt Kommune
  • Vesthimmerland Kommune
  • Thisted Kommune
  • Læsø Kommune

Overordnet indebærer ordningen, at staten yder lønkompensation til virksomhederne for det antal medarbejdere, som virksomheden forventer at skulle hjemsende på grund af de nye restriktioner i området. Derudover kan virksomhederne få lønkompensation for pendlere, der ikke kan arbejde på grund af de lokale restriktioner.

Betingelser for at kunne søge den nye lokale lønkompensationsordning

Selv om aftalen generelt baserer sig på betingelserne i den tidligere nationale lønkompensationsordning, indeholder den dog en række væsentlige forskelle, som du kan læse mere om nedenfor. 

Lønkompensationsordningen gælder fortsat for lønmodtagere i alle private virksomheder (herunder foreninger, fonde og selvejende institutioner, hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud ikke udgør over halvdelen eller mere af de ordinære driftsudgifter). 

For at kunne søge om lønkompensation er det en betingelse, at:

  • virksomheden skal hjemsende minimum 30 % eller mere end 50 af virksomhedens ansatte 
  • hjemsendte medarbejdere skal have fuld løn og ikke må arbejde i hjemsendelsesperioden
  • der kan ikke søges lønkompensation for medarbejdere, der arbejder hjemmefra
  • virksomheden, i den lønkompenserende periode, ikke må afskedige lønmodtagere i virksomheden som følge af økonomiske årsager
  • virksomheden skal sandsynliggøre, at hjemsendelsen skyldes et forventet omsætningstab som følge af udbruddet af COVID-19.

Kravet om, at henholdsvis minimum 30 % eller mere end 50 af virksomhedens ansatte skal hjemsendes, opgøres som et gennemsnit over den periode, som virksomheden søger lønkompensation for på det enkelte lokale arbejdssted (p-nummer) og ikke, som i den tidligere lønkompensationsordning, for hele virksomheden. 

Medarbejdere, der er opsagt af virksomheden, inden virksomheden indtrådte i lønkompensationsordningen, men som endnu ikke er fratrådt, skal tælles med i det totale antal ansatte ved opgørelsen af de 30 % eller mere end 50 ansatte. De kan dog ikke hjemsendes med lønkompensation og kan derfor ikke være en del af antallet af hjemsendte. Medarbejdere, der selv har sagt op, kan hjemsendes med lønkompensation. Disse medarbejdere kan derfor regnes med i det totale antal ansatte og antallet af hjemsendte.

Hvis der, mens ordningen anvendes, opstår et behov for at foretage opsigelser, bortfalder retten til lønkompensation fra det tidspunkt, hvor virksomheden varsler opsigelsen. I trepartsaftalen er det ikke afklaret, om det er muligt at opsige medarbejdere på lokale arbejdssteder (p-numre), hvor lønkompensationsordningen ikke anvendes, men vi forventer, at dette spørgsmål bliver afklaret, når lovgrundlaget for ordningen bliver fremsat. Som ved den tidligere ordning har virksomheden ret til at beholde den lønkompensation, der er modtaget frem til opsigelsestidspunktet.

Lønkompensationsordningen forhindrer desuden ikke virksomhederne i at opsige medarbejdere inden den dato, hvor virksomheden hjemsender medarbejdere med henblik på at modtage lønkompensation under ordningen.

Afholdelse af feriedage

Det er ikke – som ved den tidligere lønkompensationsordning – et krav, at medarbejderne i virksomheden afholder fem feriedage. Virksomheder i de berørte kommuner kan derfor søge om lønkompensation uden at kræve, at deres ansatte bruger deres eventuelle feriedage i hjemsendelsesperioden.

Mulighed for rotationsordning

Når virksomheden indtræder i lønkompensationsordningen, skal den udarbejde en plan for hjemsendelsen af medarbejderne. Planen skal sikre, at det gennemsnitlige antal hjemsendte udgør minimum 30 % af medarbejderne eller mere end 50 ansatte over den periode, som virksomheden søger lønkompensation for. 

Planen kan dog tilpasses virksomhedens drift, så en eller flere medarbejdere eksempelvis udfører arbejde i en eller flere dele af hjemsendelsesperioden, mens de resterende medarbejdere som udgangspunkt er hjemsendt i hele perioden. Alternativt kan virksomheden indføre en rotationsordning, hvor medarbejderne deles op i grupper og arbejder skiftevis.

Der er ingen minimumskrav til, hvor længe en enkelt medarbejder kan være hjemsendt. Der er heller ikke krav til, at medarbejderne skal være hjemsendt i samme perioder eller i perioder af samme længde. Det eneste krav, virksomhederne skal være opmærksom på, er at overholde antallet af hjemsendte medarbejdere.  

Mulighed for nedlukning af lokale arbejdssteder 

Efter den tidligere lønkompensationsordning skulle en virksomhed, der blev tvangslukket, lukke alle dele af hele virksomheden. Det er dog ændret i den nye aftale. Derfor kan virksomhederne nu opdele i lokale arbejdssteder og søge om lønkompensation for dem, der er påvirket af restriktionerne. Med andre ord skal en virksomhed med en afdeling i en af de syv nordjyske kommuner ikke længere lukke hele virksomheden. Den kan i stedet nøjes med at lukke den eller de afdelinger, der geografisk befinder sig i en af de syv kommuner. 

Kompensationens størrelse

Aftalen ændrer ikke på de beløb, virksomhederne i de berørte kommuner kan få udbetalt af staten. Det maksimale støtteniveau er både for funktionærer og ikke-funktionærer fortsat 30.000 kr. pr. måned pr. omfattet fuldtidsansat. Lønkompensationen er altså fortsat sammensat som følger:  

  • Funktionærer: Lønkompensationen fra staten er på 75 % af den pågældende lønmodtagers løn, dog maksimalt 30.000 kr. pr. måned. 
  • Ikke-funktionærer: Lønkompensationen fra staten er på 90 % af den pågældende lønmodtagers løn, dog maksimalt 30.000 kr. måned.

For deltidsansatte opgøres kompensationen forholdsmæssigt, ligesom at et beløb reduceres forholdsmæssigt, i tilfælde af at en medarbejder udelukkende er hjemsendt i en del af perioden.

Lønkompensationsordning til pendlere

Trepartsaftalen indeholder også en mulighed for, at virksomheder i og udenfor de syv kommuner kan søge om en såkaldt "pendlingslønkompensation". 

Denne ordning er målrettet virksomheder, hvis medarbejdere ikke kan møde på arbejde på grund af myndighedernes kraftige opfordring til ikke at krydse kommunegrænserne i de syv omfattede kommuner. Ordningen forudsætter desuden, at medarbejderne ikke kan arbejde hjemmefra.  

Det maksimale støtteniveau for både funktionærer og ikke-funktionærer hæves for denne ordning til 45.000 kr. pr. måned pr. omfattet fuldtidsansat.

Pendlingslønkompensationen er således sammensat som følger: 

  • Funktionærer: Lønkompensationen fra staten er på 75 % af den pågældende lønmodtagers løn, dog maksimalt 45.000 kr. pr. måned.
  • Ikke-funktionærer: Lønkompensationen fra staten er på 90 % af den pågældende lønmodtagers løn, dog maksimalt 45.000 kr. måned. 

Ordningen følger i øvrigt betingelserne og forudsætningerne i den tidligere lønkompensationsordning. I forhold til pendlingsordningen er det dog endnu uafklaret, om denne betinger, at virksomheden hjemsender et vist antal medarbejdere eller har et vist antal medarbejdere, der er ramt af restriktionerne. 

Som udgangspunkt ønsker aftaleparterne ikke en sådan betingelse, men de er i øjeblikket ved at undersøge, om det er foreneligt med EU-reglerne at udelade den. 

Vores rådgivning

Vi følger naturligvis den videre udvikling af de nye lokale kompensationsordninger tæt, herunder implementeringen af trepartsaftalen og afklaringen af mulighederne for at opsige på enkelte lokale arbejdssteder samt de nærmere betingelser for pendlingslønkompensationsordningen. 

Vi står klar med rådgivning om de forskellige anvendelsesmuligheder af den nye lokale lønkompensationsordning og pendlingslønkompensationen. 

Vi hjælper naturligvis også gerne med at udarbejde en plan for processen i forbindelse med hjemsendelse og med de praktiske forhold, der er forbundet med at søge ordningerne.

Læs mere

Læs vores tidligere nyheder om lønkompensationsordningen:

Juridiske specialer

Kontakt

Marianne Granhøj
Partner (København)
Dir. +45 38 77 46 80
Mob. +45 24 27 48 20
Amalie Meldgaard
Senior Associate, Advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 46 35
Mob. +45 61 55 21 55
Kristian Bro
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 42 47
Mob. +45 51 38 17 34