Nyhed

Forældrekøb kan fortsat placeres i virksomheds­ordningen

I aftalen om finansloven for 2020 lyder en af overskrifterne, at forældrekøb i virksomhedsordningen mv. skal afskaffes. Men med et netop fremsat lovforslag lægger regeringen op til, at det fortsat skal være muligt for forældre at købe fast ejendom og udleje til deres børn og samtidig have ejendommen i virksomhedsordningen – dog uden visse skattefordele. I denne nyhed giver vi dig overblik over det nye lovforslag.

Generationsskifte - nøgler -hænder - hus - bolig - overdragelse 3840x2160.jpg

Den 18. november 2020 fremsatte skatteministeren lovforslag L 106. Lovforslaget omhandler blandt andet afskaffelse af visse skattefordele ved forældrekøb i virksomheds- og kapitalafkastordningen. 

Virksomhedsordningen

Først og fremmest er det væsentligt at understrege, at forældrekøb i virksomhedsordningen ikke afskaffes med det fremsatte lovforslag. Det betyder, at det fortsat vil være muligt for forældre at købe fast ejendom og udleje denne til deres børn og samtidig have ejendommen i virksomhedsordningen. Det vil også fortsat være muligt, at ejendommen er den eneste virksomhed i virksomhedsordningen. Købet af en forældrekøbslejlighed kan dermed være med til at videreføre en erhvervsvirksomhed, hvorved en skattepligtig person vil kunne opretholde sin virksomhedsordning. Det er eksempelvis relevant i det tilfælde, hvor en tandlæge ‒ eller en anden selvstændig erhvervsdrivende ‒ sælger sin praksis, men ønsker at fortsætte med virksomhedsordningen, da et opsparet overskud ellers kommer til beskatning. Ved at købe en forældrekøbslejlighed og udleje den, kan virksomhedsordningen opretholdes. 

Reglerne finder ikke kun anvendelse på forholdet mellem forældre og børn. Reglerne anvender begrebet "nærtstående", som dækker over den skattepligtiges eller dennes ægtefælles forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og deres ægtefæller.

Det nuværende lovforslag medfører, at der bliver indført nogle indgreb for at fjerne visse skattefordele ved forældrekøb i virksomhedsordningen. Indgrebene finder kun anvendelse, hvis ejendommen lejes ud til beboelse til nærtstående. Overordnet set medfører lovforslaget følgende:

  • Kapitalafkastgrundlaget i virksomhedsordningen reduceres med forskellen mellem værdien af ejendommen og en andel af gælden i virksomhedsordningen. Tiltaget sikrer, at der ikke længere kan opnås kapitalafkast til beskatning som kapitalindkomst af ejendommens “friværdi”. 
  • Den skattemæssige værdi af renteudgifterne af ejendommens gæld bliver nedsat til ca. 33 %, hvorimod man tidligere kunne opnå en skattemæssig værdi på ca. 56 %. 

Lovforslaget påvirker ikke reglerne om succession i en virksomhedsordning.

Efter lovforslaget skal begrænsningerne have virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2021 eller senere.

Juridiske specialer

Kontakt

Michael Nørremark
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 61
Mob. +45 24 86 00 53
Arne Møllin Ottosen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 66
Mob. +45 20 19 74 62