Nyhed

Transfer pricing: Indkomstforhøjelser på mere end 80 milliarder kr.

Skatteministeriet offentliggjorde for nylig en oversigt over indkomstforhøjelser gennemført i transfer pricing-sager i 2010-2019. Som noget nyt viser oversigten nu nettoreguleringerne, altså det endelige udfald af sagerne, efter behandling i Landsskatteretten, ved domstolene og i mutual agreement-forhandlinger.

Betalingskort - penge - 3840x2160

I juni 2020 offentliggjorde Skattestyrelsen en oversigt, der viste, at Skattestyrelsen har gennemført indkomstforhøjelser i transfer pricing-sager for 81,2 mia. kr. fra 2010 til 2019. Efter kritik af, at oversigten kun viser bruttoreguleringer og ikke tager højde for det endelige udfald af sagerne efter behandling i f.eks. Landsskatteretten, offentliggjorde Skatteministeriet i november 2020 en uddybende oversigt.

Af den nye oversigt fremgår, at Skattestyrelsen i 2010-2019 foretog forhøjelser af selskabers indkomst på i alt 114,7 mia. kr. I samme periode var der nedsættelser på i alt 33,5 mia. kr. Netto er der altså foretaget forhøjelser på 81,2 mia. kr. i perioden. Nettoforhøjelserne består af Skattestyrelsens forhøjelser fratrukket nedsættelser som følge af MAP (Mutual Agreement Procedure) og andre genoptagelsesanmodninger foretaget i samme periode.

Af de forhøjelser, som Skattestyrelsen foretog i perioden 2010-2019, er der efterfølgende foretaget nedsættelser på i alt 900 mio. kr. som følge af endeligt afgjorte sager ved Landsskatteretten og domstolene. På nuværende tidspunkt verserer der sager for Landsskatteretten og domstolene om forhøjelser på i alt 23,3 mia. kr. 

Forhøjelserne på 114,7 mia. kr. i 2010-2019 er efterfølgende nedsat med i alt 16,1 mia. kr. som følge af mutual agreement-forhandlinger (MAP). Ud af Skattestyrelsens samlede forhøjelser verserer der på nuværende tidspunkt MAP-forhandlinger for i alt 26,4 mia. kr.  

I alt verserer der altså på nuværende tidspunkt Landsskatterets-, domstols- eller MAP-sager for i alt 49,7 mia. kr. 

OECD's statistik over MAP-sager

OECD's seneste MAP-statistik er for 2019. Den viser, at dobbeltbeskatning af skatteyderen blev løst fuldt ud i omkring 85 % af de transfer pricing-relaterede MAP-sager. Den viser også, at der i 2019 gennemsnitligt blev indledt tre nye MAP-sager om transfer pricing dagligt. Sagsbehandlingstiden udgjorde i gennemsnit 31 måneder.

Kromann Reumerts bemærkninger

Tallene fra Skatteministeriet viser, at opgjort ud fra beløb er Skattestyrelsens transfer pricing-forhøjelser hidtil overvejende blevet opretholdt ved påklage til Landsskatteretten. 

Det bliver spændende at se, hvordan de verserende sager ved Landsskatteretten og domstolene ender. I alt mangler der pt. afgørelse i sager for 23,3 mia. kr., og en stor del af beløbet vedrører enkelte, komplekse sager. 

Generelt har Skatteministeriet hidtil ikke fået medhold i de principielle sager, der er nået til Højesteret. Det kan du læse mere om i vores nyheder:

Tidligere på året blev der tilført ekstra ressourcer til Skattestyrelsen med fokus på netop transfer pricing og internationale selskaber. Der er derfor ingen tvivl om, at området også fremover er i Skattestyrelsens fokus. 

Læs mere: Denmark: New measures introduced to curb the use of tax havens.

Juridiske specialer

Kontakt

Arne Møllin Ottosen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 66
Mob. +45 20 19 74 62