Nyhed

EU-Kommissionen har foretaget screening af websites med fokus på ''greenwashing''

EU-Kommissionen og de nationale forbrugermyndigheder har offentliggjort resultaterne af den årlige screening af websites, som har til formål at identificere eventuelle overtrædelser af EU's forbrugerlovning på onlinemarkeder. Fokusområdet i år var ''greenwashing'', og resultatet har vist sig ikke at være alt for positivt.

Tastatur med et grønt blad på

''Greenwashing'' dækker over en markedsføringsform, hvor en virksomhed fremstilles mere miljøvenlig og bæredygtig, end den rent faktisk er eller er i stand til at dokumentere. Screeningen omfattede grønne onlineanprisninger fra forskellige erhvervssektorer, herunder beklædningsgenstande, kosmetik og husholdningsudstyr. 

Manglende dokumentation

En nærmere undersøgelse af 344 tvivlsomme anprisninger viste, at den erhvervsdrivende i mere end halvdelen af tilfældene ikke tilvejebragte tilstrækkelige oplysninger til, at forbrugeren kunne vurdere anprisningens korrekthed. 37 % af anprisningerne indeholdt vage udtryk såsom ''bevidst'', ''miljøvenlig'' eller ''bæredygtig'' med det formål at give forbrugerne det ubegrundede indtryk, at produktet ikke havde nogen negativ indvirkning på miljøet. I 59 % af tilfældene havde den erhvervsdrivende ikke fremlagt lettilgængelig dokumentation til støtte for de anvendte anprisninger. 

De samlede vurderinger viste, at myndighederne i 42 % af tilfældene havde grund til at tro, at anprisningerne kunne være vildledende og derfor potentielt udgøre urimelig handelspraksis. De nationale myndigheder vil nu kontakte de berørte virksomheder for at påpege de konstaterede problemer og sikre, at disse afhjælpes. 

Den danske forbrugerombudsmand har allerede haft særligt fokus på området i 2020 og har også udtalt, at emnet fortsat vil være i fokus i 2021.

"Grønne påstande" skal kunne dokumenteres

Bruger din virksomhed "grønne" påstande i markedsføringen, er det derfor meget vigtigt at være opmærksom på, at der stilles særlige krav til brugen af sådanne miljømæssige og etiske påstande, herunder at påstandene skal kunne dokumenteres og i øvrigt fremstå afbalanceret. Er det ikke tilfældet, kan markedsføringen være vildledende og dermed en overtrædelse af markedsføringsloven, som kan strafsanktioneres.

Læs mere om screeningen.

Juridiske specialer
IP

Kontakt

Frank Bøggild
Partner (København)
Dir. +45 38 77 45 95
Mob. +45 24 86 00 11
Daiga Grunte-Sonne
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 41 18
Mob. +45 61 20 99 95