Nyhed

COVID-19: Yderligere tiltag på skatte­området

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en ny lov, som skal sikre virksomheder en øget likviditet på i alt 170 mia. kr. Der er tale om udvidelser af eksisterende COVID-19-ordninger. I denne nyhed dykker vi ned i den nye lov og dens betydning.

Mønter - redningskrans - 3840x2160

COVID-19 påvirker fortsat danske virksomheders likviditet. Folketinget har derfor for nylig vedtaget en ny lov på skatteområdet med det formål at hjælpe danske virksomheder gennem krisen. 

Dertil kommer, at de allerede gennemførte udskydelser af betalingsfrister medfører dobbeltbetalinger for A-skat mv. Uden de nye tiltag ville virksomhederne således opleve et betydeligt pres på likviditeten.

På den baggrund har Folketinget vedtaget L 166. Loven indeholder i alt fire tiltag: 

  • Udskydelse af betalingsfristen for A-skat og AM-bidrag i maj 2021
  • Udvidelse af A-skattelåneordningen
  • Udvidelse af momslåneordningen for SMV'er
  • Forlængelse af forhøjelsen af loftet på skattekontoen.

Udskydelse af betalingsfristen for A-skat og AM-bidrag i maj 2021

Som følge af de tidligere udskydelser af betalingsfristerne for eksempelvis indeholdt A-skat har virksomhederne en dobbeltbetaling af A-skat i maj 2021. Virksomhederne skal altså både indbetale A-skat for oktober 2020 (hvor indbetalingsfristen er udskudt til maj 2021) samt A-skat for april/maj efter de almindelige frister.

For at undgå en dobbeltbetaling af A-skat og andre betalinger er den ordinære betalingsfrist for A-skat i maj 2021 derfor udskudt med 4 ½ måned for alle virksomheder. Dermed bliver sidste rettidige betalingsdag for den ordinære A-skattebetaling for maj 2021 den 27. september 2021 for små virksomheder og den 15. oktober 2021 for store virksomheder.

Udvidelse af A-skattelåneordningen

Som beskrevet i denne nyhed fremsatte skatteministeren i december 2020 et forslag om en låneordning, der giver små og mellemstore virksomheder mulighed for at få rentefrie lån svarende til betalingen af A-skat mv. i januar 2021. Ordningen blev vedtaget den 26. januar 2021.

Med den nye lov udvides den ovennævnte A-skattelåneordning, så betalingerne af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i februar og marts 2021 ligeledes omfattes af ordningen.
Derudover vil store virksomheder, der ikke tidligere var omfattet, også få mulighed for at anmode om lån for betalingerne i februar og marts 2021.

Der vil kunne anmodes om lån i perioden fra den 8. marts 2021 til den 8. april 2021 for lån vedrørende februarbetalingen og i perioden fra den 9. april 2021 til den 7. maj 2021 for lån vedrørende martsbetalingen.

Fristen for tilbagebetaling af de nye A-skattelån bliver henholdsvis den 1. april 2022 og den 1. juni 2022

Udvidelse af momslåneordningen for SMV'er

Vi har i denne og i denne nyhed beskrevet den låneordning, hvor små og mellemstore virksomheder efter anmodning kunne få udbetalt et beløb svarende til angivet moms eller lønsumsafgift. 

Med den nye lov kommer momslåneordningen til at omfatte den moms, som små og mellemstore virksomheder skal angive og betale senest den 1. marts 2021. Små virksomheder vil således efter anmodning kunne få udbetalt et beløb svarende til deres rettidige angivne momstilsvar for første og andet halvår 2020, mens mellemstore virksomheder vil kunne få udbetalt et beløb svarende til deres rettidige angivne momstilsvar for tredje og fjerde kvartal 2020. 

Der vil kunne anmodes om lånene i perioden fra den 17. marts 2021 til den 14. april 2021. Beløbet udbetales som et rentefrit lån, der skal tilbagebetales senest den 1. februar 2022.

Forlængelse af forhøjelsen af loftet på skattekontoen

Loftet over en kreditsaldo på skattekontoen er tidligere hævet til 100 mia. kr., hvilket vi har skrevet om i denne nyhed

Som følge af de ovennævnte udvidelser af låneordningerne vedrørende A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms forlænges perioden med forhøjelsen af beløbsgrænsen for skattekontoen til og med den 1. juni 2022. Dermed tilgodeses de virksomheder, der ønsker at tilbagebetale lån inden sidste rettidige betalingsdag, idet virksomhederne undgår at få udbetalt beløbet fra skattekontoen som en kreditsaldo med eventuelle negative bankrenter til følge.

Kromann Reumerts COVID-19 task force

Kromann Reumerts COVID-19 task force består af en række af vores eksperter inden for forskellige juridiske specialer. De informerer løbende om de problemstillinger, du og din virksomhed måtte møde i forbindelse med COVID-19-situationen.

Læs mere om vores COVID-19 task force.

Juridiske specialer

Kontakt

Arne Møllin Ottosen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 66
Mob. +45 20 19 74 62