Nye COVID-19-regler i ansættelsesretten ‒ hvad gælder?

Det danske samfund er fortsat hårdt ramt af nedlukning og skærpede restriktioner, der har konsekvenser for både arbejdsgivere og medarbejdere. I denne nyhed giver vi dig overblik over nye COVID-19-regler inden for ansættelsesretten ‒ blandt andet de skærpede krav til tests og isolation for tilrejsende arbejdskraft samt de nye regler om varsling af ferie i forbindelse med lønkompensation.

COVID-19-test af tilrejsende arbejdskraft og isolation efter indrejse i Danmark

Den 7. februar 2021 trådte en række skærpede regler i kraft om test og isolation af tilrejsende arbejdskraft. De nye regler indebærer, at tilrejsende arbejdskraft skal testes for COVID-19 tre gange samt gå i isolation i op til ti dage uden for arbejdstiden.


Du kan læse bekendtgørelse om arbejdsgivers pligt til at sikre test af tilrejsende arbejdskraft på retsinformation.dk. Disse krav er gældende indtil den 1. juli 2021. 


Bekendtgørelse om krav til test og isolation for alle tilrejsende kan også læses på retsinformation.dk. Bekendtgørelsen ophørte oprindeligt den 1. marts 2021, men de danske myndigheder har meddelt, at bekendtgørelsen fortsat er gældende til og med den 5. april 2021. Se link til de danske myndigheders informationsside på coronasmitte.dk

 

Krav om tre COVID-19-tests og isolation

De nye regler har blandt andet til formål at sikre, at tilrejsende arbejdskraft bliver testet for COVID-19 efter indrejse i Danmark. Tilrejsende arbejdskraft skal kunne fremvise i alt tre negative COVID-19-tests i forbindelse med indrejse til Danmark, hvoraf den første og anden test er medarbejderens eget ansvar:


  • Den første PCR- eller hurtigtest skal foretages maksimalt 24 timer før indrejsetidspunktet eller tidspunktet for ombordstigning på et fly mod Danmark.
  • Den anden PCR- eller hurtigtest skal foretages maksimalt 24 timer efter indrejse i Danmark. Hvis man flyver til Danmark, vil testen som udgangspunkt foretages i lufthavnen. 
  • Den tredje test skal foretages tidligst 48 timer og senest 96 timer efter den første test. Det er et krav, at denne test er en PCR-test.


De nye regler indebærer, at arbejdsgivere, der beskæftiger tilrejsende medarbejdere, har pligt til at sørge for, at disse medarbejdere får foretaget den tredje COVID-19-test inden for ovennævnte frist. Pligten til at sikre den tredje test påhviler den, der har ledelsesretten over den tilrejsende. Derfor er selvstændige erhvervsdrivende selv forpligtet til at overholde reglerne uanset, om de leverer en tjenesteydelse til en dansk arbejdsgiver. Reglerne gælder også for udenlandske arbejdsgivere, der sender deres medarbejdere til Danmark for at udføre arbejde. 


Når medarbejderen er ankommet til sit opholdssted i Danmark, skal medarbejderen som udgangspunkt gå i isolation i ti dage. Medarbejderen kan dog midlertidigt afbryde isolationen, imens den pågældende udfører arbejde. Uden for arbejdstiden skal medarbejderen genoptage isolationen. Såfremt den tredje COVID-19-test er negativ, må medarbejderen bryde isolationen også uden for arbejdstiden.


Der gælder en række undtagelser fra kravene om test og isolation, herunder for personer i grænselandet, personer med fast bopæl i eller opholdstilladelse i Danmark, personer som indrejser til Danmark fra udlandet med henblik på at varetage funktioner som besætning på skib, offshore-arbejder eller maritime teknikere samt personer, der tidligere har været smittet med COVID-19, og som kan fremvise dokumentation for et positivt testresultat, som er foretaget ved antigen- eller PCR-test, og som på indrejsetidspunktet er mindst 14 dage og højst 12 uger gammelt.

Skriftlig plan for COVID-19-test af tilrejsende arbejdskraft

Arbejdsgivere har med de nye regler pligt til at udarbejde en skriftlig plan for den tredje COVID-19-test af tilrejsende arbejdskraft. Arbejdsgiveren skal over for Arbejdstilsynet skriftligt kunne dokumentere, at den pågældende test er blevet gennemført, eller at medarbejderen er undtaget fra kravet om test.

Planen skal være skriftlig og skal blandt andet indeholde oplysninger om følgende:


  • Hvordan arbejdsgiver informerer medarbejderne om COVID-19-testen i Danmark, herunder tid og sted for testen.
  • Hvordan arbejdsgiver holder sig orienteret om, hvilke lande, regioner eller områder, der er omfattet af reglerne om test.
  • En oversigt over medarbejderne, som er indrejst i Danmark efter den 7. februar 2021, blandt andet med oplysning om hvor de er indrejst fra og datoerne for den første og tredje COVID-19-test.


Arbejdstilsynet har udarbejdet en skabelon for den skriftlige plan, som kan findes her.


Arbejdstilsynet fører tilsyn med overholdelsen af reglerne om at sikre COVID-19-test af medarbejderne efter indrejse til Danmark samt kravet om en skriftlig plan for testen.


Da arbejdsgiveren skal kunne dokumentere, at den tredje test er gennemført, er det vigtigt, at medarbejderen sender testsvaret til arbejdsgiveren, når det foreligger. Det er et krav, at arbejdsgiveren kan fremvise denne dokumentation under et eventuelt tilsyn. Det er fortsat vigtigt, at arbejdsgiveren iagttager alle kravene i databeskyttelsesforordningen. Arbejdsgiveren skal blandt andet sikre, at de grundlæggende behandlingsprincipper er opfyldt, samt at de registrerede modtager information om behandlingen af deres personoplysninger mv. 


Vi anbefaler, at arbejdsgiveren udpeger eksempelvis en arbejdsleder, som er ansvarlig for løbende at opdatere den skriftlige plan, indhente dokumentation for tests, samt orientere tilrejsende arbejdskraft om testkravene. Den ansvarlige medarbejder kan eksempelvis være én der allerede er medlem af virksomhedens arbejdsmiljøorganisation. 

Nye regler om varsling af ferie i forbindelse med håndteringen af COVID-19


Folketinget har den 2. februar 2021 vedtaget en lov, som indfører mulighed for, at arbejdsgivere kan varsle ferie med forkortet varsel for deres medarbejdere i forbindelse med håndteringen af COVID-19. Loven er vedtaget i forlængelse af, at regeringen og arbejdsmarkedets parter den 14. januar 2021 indgik en trepartsaftale om forlængelse af lønkompensationsordningerne indtil ophøret af de skærpede restriktioner.


Læs lovforslaget som vedtaget.

Forkortet varsel

En arbejdsgiver skal efter ferielovens almindelige regler som udgangspunkt varsle afholdelse af hovedferien senest tre måneder før hovedferiens påbegyndelse og senest én måned før påbegyndelsen af øvrige feriedage.


Med den nye lov kan en arbejdsgiver imidlertid varsle én feriedag med én dags varsel over for medarbejderen for hver lønkompensationsperiode (svarende til 28 kalenderdage). Ordningen gælder kun i forhold til de medarbejdere, som arbejdsgiveren har søgt lønkompensation for. For øvrige medarbejdere skal ferie varsles i henhold til gældende regler. 


Ordningen omfatter ikke kun optjent ferie efter ferieloven, kollektiv aftale eller overenskomst, men også afspadsering eller anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet og tjenestefrihed uden løn.

Afholdelse af den varslede ferie

Medarbejderen kan selv vælge, om den varslede feriedag skal afholdes som optjent ferie, afspadsering, tjenestefrihed uden løn eller anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet. Derudover giver loven mulighed for, at medarbejderen og arbejdsgiveren indgår aftale om, at medarbejderen anvender opsparet frihed, som medarbejderen opnår ret til på et senere tidspunkt i ansættelsesforholdet, herunder ferie på forskud.


Såfremt medarbejderen ikke har opsparet ferie, afspadsering eller anden frihed i ansættelsesforholdet, kan arbejdsgiveren varsle feriedagen som tjenestefri uden løn.

Efter ordningen kan medarbejderen højst pålægges at afholde i alt 5 feriedage. I opgørelsen heraf indgår ferie, afspadsering, anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet og tjenestefrihed uden løn, der er afviklet i tiden efter den 17. januar 2021.


Læs mere om lønkompensationsordningen i vores tidligere nyhed

Forebyggelse af COVID-19 på kontorarbejdspladsen


Erhvervsministeriet har udarbejdet retningslinjer om ansvarlig indretning af private kontorarbejdspladser i lyset af COVID-19. Senest har Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsministeriet og Sundheds- og ældreministeriet den 22. januar 2021 udstedt opdaterede retningslinjer om ansvarlig indretning af private kontorarbejdspladser, så retningslinjerne afspejler de gældende restriktioner. 


Du kan læse retningslinjerne på virksomhedsguiden.dk


Ifølge retningslinjerne bør arbejdsgivere særligt være opmærksomme på følgende forhold:


  • Hjemmearbejde
  • Tilrettelæggelse af arbejdet
  • Indretning af arbejdspladsen
  • Adfærd og hygiejne
  • Håndtering af sygdom og symptomer
  • Brug af hurtigtest på kontorarbejdspladser
  • Informationsindsats.

Brug af hurtigtest på kontorarbejdspladser

Det fremgår af de nye retningslinjer, at medarbejdere, der på trods af nedlukningen fortsat er nødt til at møde fysisk ind på arbejde, særlig hvor tæt fysisk kontakt på under to meter ikke kan undgås, opfordres til at lade sig teste én gang ugentligt med enten hurtigtest eller PCR-test. 


For at være omfattet af anbefalingen om test er det ifølge retningslinjerne ikke afgørende hvor mange gange om ugen, medarbejderen møder på arbejde. Det afgørende er, om medarbejderen som følge af sit arbejde har været i kontakt med mange mennesker i løbet af en uge. Test er som udgangspunkt frivilligt.


Ifølge retningslinjerne bør arbejdsgivere i tilfælde af smitte på arbejdspladsen overveje at bruge hurtigtest til screening af medarbejdere, der ikke kan anses for at have været i nær kontakt, men hvor andre risikofaktorer tilsiger, at medarbejderne bør testes. Der kan eksempelvis være tale om medarbejdere, der arbejder i det samme rum uden at have været tæt på hinanden.


Arbejdstilsynet har på nuværende tidspunkt ikke offentliggjort ændringer til retningslinjerne for hjemmearbejde.

Vores rådgivning

Vi følger reglernes udvikling nøje. 


Vi hjælper gerne med at udarbejde en plan for, hvordan  jeres virksomhed i praksis sikrer overholdelse af de nye krav til test og udarbejdelse og løbende opdatering af den skriftlige plan til brug for eventuelt tilsyn fra Arbejdstilsynet. Vi hjælper også jer som arbejdsgivere med at sikre, at kravene til blandt andet  behandlingssikkerhed og sletning i databeskyttelsesforordningen iagttages. 


Vi rådgiver også om muligheden for at varsle ferie, afspadsering, mv. med forkortet varsel over for de medarbejdere, der er søgt lønkompensation for. 

Vi bistår ligeledes med rådgivning om reglerne for indretning af hjemmearbejdspladsen, samt om de ansættelses- og databeskyttelsesretlige problemstillinger, som de nye anbefalinger om hurtigtest på kontorarbejdspladser rejser.