Nyhed

Må ordregiver ændre sin bedømmelse i negativ retning efter forhandlingsmøderne?

Ordregiver må godt evaluere det endelige tilbud mere negativt end det indledende tilbud. Det fandt Klagenævnet i en nylig kendelse i en sag mellem NAV Canada og Naviair. Ordregiver havde ikke været forpligtet til at foretage andet end en foreløbig evaluering forud for forhandlingsmødet, og da ordregiver havde gjort opmærksom på de svage punkter i NAV Canadas indledende tilbud, kunne NAV Canada ikke forvente, at evalueringen lå fast.

Fly - luftfart - himmel - skyer - 3840x2160

Klagenævnet for Udbuds kendelse af den 17. januar 2020, NAV Canada mod Naviair

Naviair er en selvstændig offentlig virksomhed, som leverer trafikstyring til danske lufthavne. Naviair udbød i maj 2019 som udbud med forhandling en kontrakt om levering af et "fjernstyret" kontroltårn, som via videokameraer skulle give Naviair mulighed for at levere fjernstyret tårn- og indflyvningskontroltjeneste til de medvirkende lufthavne.

Naviair modtog tre indledende tilbud, herunder fra NAV Canada og Frequentis DSF Aerosense GmbH. Naviair afholdt herefter forhandlingsmøder med alle tre tilbudsgivere, hvor tilbudsgiverne fik en tilbagemelding på deres indledende tilbud, blandt andet om deres tilbuds stærke og svage elementer. Tilbudsgiverne afgav herefter deres endelige tilbud, hvorefter Naviair tildelte kontrakten til Frequentis.

NAV Canada klagede efterfølgende over tildelingsbeslutningen, blandt andet fordi Naviair ifølge NAV Canada uberettiget havde foretaget en dårligere evaluering af NAV Canadas tilbud, end der var givet udtryk for under forhandlingen.

Klagenævnets afgørelse

Klagenævnet fandt, at der ikke var udsigt til, at NAV Canadas påstande ville blive taget til følge. Om ændringen af bedømmelsen i negativ retning fra det indledende til det endelige tilbud fandt Klagenævnet for det første, at Naviair ikke var forpligtet til at foretage en udtømmende evaluering af NAV Canadas indledende tilbud. Tilbagemeldingen på forhandlingsmødet var kun udtryk for en foreløbig og ikke en fyldestgørende bedømmelse af NAV Canadas tilbud.

Klagenævnet fandt desuden, at Naviair udtrykkeligt havde gjort NAV Canada opmærksom på deres tilbuds svage punkter, og på hvordan tilbuddet kunne forbedres. NAV Canada havde derfor haft mulighed for at optimere sit tilbud og kunne derfor ikke have haft en berettiget forventning om, at den foreløbige bedømmelse ikke ville kunne ændre sig ved evalueringen af det endelige tilbud, herunder i en negativ retning.

Klagenævnet fandt i øvrigt heller ikke, at der var udsigt til, at en påstand om forkert kvalitativ evaluering ville blive taget til følge.

Sagen viser, at en ordregiver ‒ helt oplagt ‒ ikke er forpligtet til at foretage en udtømmende evaluering af et indledende tilbud. Sagen viser desuden, at en ordregiver derfor er berettiget til at ændre sin evaluering fra det indledende til det endelige tilbud ‒ også i en negativ retning.

Juridiske specialer

Kontakt

Jeppe Lefevre Olsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 08
Mob. +45 20 19 74 34
Kristine Stage Mikkelsen
Senior Associate, Advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 69
Mob. +45 24 86 00 47