Harry Potter, environmental law og kulturmøder - højdepunkter fra udveksling

Halò, a h-uile duine! (‘Hej allesammen’ på Skotsk-gælisk). Vi hedder Anna og Melek og arbejder til dagligt som henholdsvis Junior Trainee og Legal Trainee hos Kromann Reumert. Dette semester har vi valgt at tage til Skotland for at læse på University of Edinburgh. Og det er lidt af en oplevelse!

Melek og Anna 1920x1080

"Jeg har valgt at tage på udveksling for at prøve noget nyt, udfordre mig selv - og det allervigtigste: for at rejse og opleve et andet land"

Valget faldt på Edinburgh af flere årsager: Først og fremmest var det afgørende at tage til et engelsktalende land, da jeg ville forbedre mit (juridiske) engelsk - en kompetence som er vigtig at have, når man arbejder på et stort kontor med mange internationale klienter. Derudover var det vigtigt at tage til et sted, hvor jeg vil kunne få Erasmus-legatet, da jeg ikke ville stresse over økonomien. Så selvom jeg ikke har valgt Edinburgh for Edinburgh i sig selv, er jeg dog glad for at være endt her. Byen har overrasket mig på mange punkter: for det første har Skotland de flotteste landskaber. Derudover er folk her utrolig søde, og generelt er Edinburgh bare en mega charmerende by, som er rig på sin kultur og historie. Fik jeg nævnt, at Edinburgh inspirerede J.K Rowling til at skrive Harry Potter? 

Folk er utrolig åbne og imødekommende, og universitetslivet er anderledes. Underviserne går meget op i, at vi lærer gennem diskussion og ikke blot fokuserer på lærebøgerne og eksamen. Der er mange studerende fra andre lande, hvilket skaber et hyggeligt og multikulturelt studiemiljø.

De fag, jeg følger, er Environmental law, EU law og International Criminal law. Jeg har bevidst valgt nogle fag, som jeg også vil kunne bruge i Danmark. Derudover syntes jeg, at Environmental law lød super spændende, dels fordi det berører klima- og ESG-retlige problemstillinger - hvilket er ret hot topic for tiden - og fordi det er et retsområde, jeg slet ikke har beskæftiget mig med før. 

Alt i alt har jeg haft en rigtig god oplevelse indtil videre, og hvis der er nogen af jer derude, som overvejer at tage på udveksling, synes jeg helt klart, at I bør tage afsted. Det er det hele værd.   

Jeg ser frem til at udforske mere af det smukke skotske landskab, opleve alt, hvad denne fantastiske by og universitetet ellers har at tilbyde og generelt at skabe flere gode memories.

/Melek, legal trainee

Melek 1000x1000
Vand smukt Melek Anna

 "Jeg har altid vægtet det internationale udsyn højt, da det er min overbevisning, at evnen til at begå sig i og forstå andre kulturer er en nødvendig færdighed i vores globaliserede verden"

Jeg har derfor på intet tidspunkt været i tvivl om, at jeg gerne ville på udveksling under min bachelor. Jeg har før været på udveksling i USA (Californien), men denne gang ville jeg gerne finde et engelsktalende land inden for Europa. Jeg valgte University of Edinburgh, da det er et af verdens førende universiteter, hvorfor jeg vidste, at jeg ville blive fagligt udfordret.

Skotland har et 'hybrid legal system', og jeg valgte faget 'Scottish Legal System', da jeg ønskede at fordybe mig i det skotske retssystem. Jeg har derudover valgt faget ‘'Environmental Law', fordi ESG-dagsordenen fylder mere og mere. Det er også blevet et område, vi rådgiver om i Kromann Reumert, så det er super spændende at få indsigt i. Afslutningsvis har jeg valgt faget ‘EU Law Honours'. Jeg elskede at have 'EU Law' på KU, og jeg overvejer at skrive bachelor i dette fag. Jeg tænkte derfor, at det ville være interessant at have faget i Skotland, især set i lyset af, at Storbritannien ikke længere er en del af EU.

Jeg har dog ikke kun valgt at tage på udveksling for det faglige udbytte. Byen er kendt for at have et levende studiemiljø, hvilket vil give mig mulighed for at få et internationalt netværk. Derudover har universitetet flere studenterforeninger og klubber. I løbet af velkomstugen fik jeg afprøvet syv forskellige sportsgrene. Jeg er især blevet positivt overrasket af den store mangfoldighed på universitetet, hvilket alle universitets foreninger også afspejler. Jeg er selv blevet medlem af to forskellige foreninger, og jeg går derudover også til gymnastik og dans 3-4 gange om ugen. Jeg har indtil videre været på to ture: ‘Glenfinnan Viaduct’ (Harry Potter-toget) og ‘Isle of Skye’, men jeg ser frem til at udforske landet endnu mere.

/Anna, junior trainee

Melek og Anna udveksling

Kontakt

Melek Ünal
Legal Trainee (København)
Dir. +45 38 77 20 28
Mob. +45 24 86 00 06
Anna Yao Xi Madsen
Junior Trainee (København)
Dir. +45 38 77 10 91
Mob. +45 66 66 66