Digitalt indhold får regulering i købeloven ‒ opdatering af reglerne om forbrugerkøb på vej

Nye direktiver fra EU medfører nye regler

Reglerne om forbrugerkøb er i vidt omfang baseret på EU-direktiver, særlig forbrugerkøbsdirektivet fra 1999. I 2019 kom et nyt EU-direktiv; varedirektivet (2019/771), som yderligere skal harmonisere reglerne om mangler og mangelsbeføjelser ved forbrugerkøb samt om handelsmæssige garantier. Det nye direktiv ophæver også forbrugerkøbsdirektivet og medfører nogle ændringer i den danske købelov.

Samtidig med det nye varedirektiv blev der også vedtaget et ny direktiv om digitalt indhold og digitale tjenester. Med dette direktiv indføres noget nyt, nemlig en særskilt køberetlig regulering om digitalt indhold og digitale tjenester ‒ det har der ikke været før; hverken i dansk ret eller i EU-regi. 

De to direktiver ‒ og implementeringen i købeloven ‒ skal være med til at sikre et velfungerende indre marked og samtidig sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse.

Justitsministeriet har i dag, den 28. januar 2021, sendt en første delbetænkning i høring, som handler om implementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold i dansk ret. Reglerne skal være vedtaget den 1. juli 2021 og skal finde anvendelse fra den 1. januar 2022.

Digitalt indhold får plads i købeloven

Som noget nyt får også digitalt indhold og digitale tjenester en køberetlig regulering. Udvalget foreslår, at reglerne om netop digitalt indhold og digitale tjenester integrereres i købeloven fremfor i en særskilt lov. Det betyder, at købelovens forbrugerregler som udgangspunkt finder anvendelse på digitalt indhold og digitale tjenester. Der er dog visse særregler og afvigelser, som følge af at direktiverne ikke er helt ens. 

Mangelsbegrebet opdateres

Med varedirektivet og direktivet om digitale tjenester indføres en række subjektive krav til, hvordan det leverede skal leve op til parternes aftale. Det betyder i korte træk, at varerne derfor skal opfylde de krav, som sælgeren og forbrugeren har aftalt, herunder også egnethed til et specifikt formål og levering med aftalt tilbehør og eventuelle vejledninger. Det omfatter også krav, der følger af oplysninger forud for aftaleindgåelsen. Derudover indføres en række objektive krav til, hvordan det leverede skal leve op til, hvad en køber almindeligvis vil kunne forvente. 

Både de subjektive og de objektive krav er i vidt omfang allerede en del af det mangelsbegreb, der gælder i dag (købelovens §§ 75 a og 76). Men introduktionen af direktivernes ”objektive krav” vil blandt andet indebære, at sælgeren skal sikre, at forbrugeren får besked om og får leveret opdateringer, eksempelvis sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for at holde det leverede fri for mangler. Indførelsen af disse krav medfører en række ændringer i købeloven, så de nugældende regler om mangler (§§ 75a - 76) erstattes af nye bestemmelser om overensstemmelse, subjektive og objektive krav til overensstemmelse samt forkert installation og tredjemands rettigheder (retsmangler). 

Misligholdelsesbeføjelserne præciseres 

Med implementeringen af de nye direktiver erstattes købelovens regler om misligholdelsesbeføjelser (§ 78) af direktivernes bestemmelser om beføjelser i tilfælde af mangler, afhjælpning og omlevering, afslag i prisen og ophævelse af købsaftalen, herunder parternes forpligtelser ved ophævelse. De nugældende bestemmelser samt hierarkiet herimellem er ikke fuldstændigt identisk med direktivernes. Da de nye direktiver er totalharmonisering på dette punkt, er der behov for en omskrivning, og den medfører også visse indholdsmæssige ændringer.

Som eksempel foreslås købelovens nugældende regler om, at forbrugeren kan tildeles et "passende afslag i købesummen" ændret til forbrugerens ret til "forholdsmæssigt afslag". Ændringen indebærer, at det ikke længere vil være muligt for forbrugeren at få afslag for mangler, som ikke er værdiforringende. Det forholdsmæssige afslag baseres på differencen mellem værdien af det leverede og værdien af en tilsvarende mangelsfri salgsgestand, hvilket er identisk med reglerne for handelskøb. 

Reklamationsfristen foreslås fastholdt på 2 år, men med afvigelser for visse digitale leverancer

Efter de nugældende regler i købeloven gælder der i dag en absolut reklamationsfrist på to år (§ 83). Den foreslås ikke ændret i sig selv, men der indføres nogle særlige regler om løbende levering af digitalt indhold eller tjenester og digitale elementer i varer. 

Ifølge varedirektivet gælder det for aftaler om varer med digitale elementer, der indeholder løbende levering af det digitale indhold eller tjeneste i mere end to år, at forbrugeren skal kunne gøre mangler ved det digitale element gældende i hele den periode, hvor indholdet eller tjenesten skal leveres i henhold til aftalen. Med delbetænkningen lægges der op til en ændring af købeloven, så forbrugeren, der køber digitalt indhold eller digitale tjenester, kan gøre mangler gældende i hele leveringsperioden, når der er aftalt løbende levering. Det indebærer, at hvis der er aftalt en løbende levering over en 3-årig periode, vil forbrugeren kunne reklamere i hele perioden, hvor den løbende levering finder sted, men ikke umiddelbart herefter, uanset om manglen først viser sig lige efter udløbet af leveringsperioden.

For aftaler om løbende levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, men uden vare med digitale elementer, foreslås det med kommissionsbetænkningen, at den ultimative reklamationsfrist gælder i op til to måneder efter udløbet af leveringsperioden.  

Formodningsreglen udvides til 1 år, men med afvigelser for visse digitale leverancer

Den nugældende købelov indeholder den såkaldte "formodningsregel" (§ 77a), som indebærer, at hvis forbrugeren konstaterer en fejl indenfor de første seks måneder efter levering, så gælder der en formodning for, at fejlen også var til stede ved levering og dermed en mangel. Det betyder, at det er sælger, der har bevisbyrden for, at fejlen (imod formodningsreglen) ikke var til stede på leveringstidspunktet. Efter udløb af de seks måneder vender bevisbyrden, og det er herefter køber, der skal bevise, at manglen var til stede på leveringstidspunktet. 

Ifølge varedirektivet skal formodningsreglen forlænges til minimum ét år med mulighed for at forlænge formodningsreglen til to år. Udvalget foreslår, at det er 1-års-fristen, der implementeres. 

Særligt for aftaler om løbende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, gælder det, at sælger har bevisbyrden for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var mangelsfri i hele leveringsperioden. For aftaler om løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en vare med digitale elementer, hvor en mangel viser sig ved de digitale elementer inden for denne periode eller inden to år efter leveringen, har sælgeren bevisbyrden for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var fri for mangler i leveringsperioden.

Handelsmæssige garantier gøres bindende

Implementeringen af varedirektivet medfører, at der foreslås tilføjet en ny bestemmelse i købeloven, hvoraf det fremgår, at en handelsgaranti er bindende for garantgiveren på garantierklæringens vilkår. Bestemmelsen betyder også, at en producent, der har afgivet en handelsmæssig garanti, indestår over for forbrugeren i hele den givne garantiperiode, dvs. både for afhjælpning af mangler samt omlevering af varen. 

Lovforslag afventes

Foreløbigt er der tale om en betænkning, der indeholder udvalgets forslag til implementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, som er blevet sendt i høring i dag, torsdag den 28. januar 2021. Det understreges derfor, at der endnu ikke er fremsat lovforslag i Folketinget, men det er forventningen, at forslag herom i det væsentligste vil blive stillet i overensstemmelse med betænkningen. Mange af forslagene til implementering følger direkte af direktivet, og derfor er der kun få muligheder for ændringer.

Udvalget fortsætter sit arbejde med den vedtagne del af direktivpakken New Deal for Consumers (2019/2161/EU), der kan give ændringer i blandt andet forbrugeraftaleloven, og anden delbetænkning vil herefter blive sendt i høring.  

Vores rådgivning

Har du spørgsmål til den nye delbetænkning, eller vil du vide mere, er du meget velkommen til at kontakte partner Kristian Storgaard, som er en del af Justitsministeriets udvalg, der står bag delbetænkningen.

Læs Delbetænkning I om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, Betænkning nr. 1576 på Justitsministeriets hjemmeside.