Nyhed

Voldgifts­instituttet introducerer nye regler for behandling af voldgiftssager

Det Danske Voldgiftsinstitut har revideret sine regler for behandling af voldgiftssager. Det betyder blandt andet en øget digitalisering, skærpet oplysningspligt og nye regler for (og forhøjelse af) gebyrer, afgifter og honorarer. I denne nyhed kan du blive klogere på reglerne, der trådte i kraft den 13. april 2021.

Rundt træbord med lyse stole rundt om

De væsentligste ændringer af voldgiftsreglerne

Nye regler om gebyrer, afgifter og honorarer

Der er indført et særskilt takstblad, så takster og andre gebyrer ikke længere fremgår udtrykkeligt af bestemmelserne. 

Taksterne medfører generelt en forhøjelse af administrationsafgiften og voldgiftsdommernes honorarer. I visse tilfælde vil omkostningerne til registreringsgebyr også forhøjes.

Registreringsgebyret ved indlevering af klageskrift er fortsat 9.700 kr. (eller 1.300 euro). Hvis der dog sker sammenlægning af sager eller inddragelse af nye parter, eller hvis der rejses modkrav, betales et yderligere registreringsgebyr på 9.700 kr. / 1.300 euro for hvert nye krav og hver nye sag eller part.

Få overblik over taksterne

De ændrede takster er baseret på sagens økonomiske værdi, som fastsættes efter de principper, der er introduceret i reglernes bilag 2. I taktbladet er der indført to skemaer, som gør det overskueligt for dig at gennemskue, hvad du fremover skal betale i afgifter og honorarer:

Se skema 1: 

Se skema 2: 

Øget effektivitet, fleksibilitet og digitalisering

For at sikre effektivitet og fleksibilitet har Voldgiftsinstituttet ændret i §§ 3 og 22 (nu 37, stk. 2, 2. pkt.) og tilføjet en ny § 6, stk. 3, hvorefter:

  • Skriftlig kommunikation mellem parterne, voldgiftsretterne og Voldgiftsinstituttet skal foregå elektronisk. Andet kan dog bestemmes af Voldgiftsinstituttet eller voldgiftsretten eller følge af præceptive lovregler, Voldgiftsinstituttets reviderede voldgiftsregler eller anden aftale indgået af parterne.
  • Voldgiftsinstituttet henholdsvis voldgiftsretten kan – af egen drift – forkorte en frist, som Voldgiftsinstituttet henholdsvis voldgiftsretten har fastsat. Dette giver mulighed for at effektivisere sagsbehandlingstiden.
  • Sekretariatet eller voldgiftsretten kan – såfremt klageskriftet og eventuelle bilag indgives i fysisk form – bestemme, at klageskriftet og eventuelle bilag også skal indgives i elektronisk form. 
  • Der indføres en klar hjemmel for voldgiftsretten til at bestemme, at mundtlige forhandlinger skal afholdes helt eller delvist virtuelt, hvis omstændighederne tillader dette. 

Med disse nye bestemmelser følger Voldgiftsinstituttet tidens digitaliseringstendenser og understøtter blandt andet de behov for fleksibilitet, der er opstået under coronapandemien. Ændringerne harmonerer derudover med udviklingen i international voldgift, eksempelvis de nyligt reviderede voldgiftsregler fra The International Chamber of Commerce (ICC).

Læs vores nyhed om ICC's reviderede voldgiftsregler.

Øget gennemsigtighed og upartiskhed, herunder skærpet oplysningspligt, samt edition

For at sikre gennemsigtighed og voldgiftsdommeres upartiskhed har Voldgiftsinstituttet indsat nye bestemmelser i §§ 20, stk. 4 og 23. Herudover har Voldgiftsinstituttet indført en mulighed for edition i § 33. Bestemmelserne indebærer:

  • En pligt for parterne til straks at underrette sekretariatet, voldgiftsretten og de andre parter om enhver aftale med tredjemand om procesfinansiering (såkaldt "third party funding" eller "litigation funding"), hvis den medfører, at tredjemanden får en økonomisk interesse i udfaldet af sagen. Oplysningerne skal gives skriftligt og indeholde information om identiteten af tredjemanden. 
  • En mulighed til formandskabet for at afskære en part fra at antage en bestemt advokat som repræsentant, såfremt der ved den ændrede eller tilføjede repræsentation opstår berettiget tvivl om en voldgiftsdommers habilitet. Det er en forudsætning, at ændringen i partsrepræsentationen ikke er rimeligt begrundet. 
  • En mulighed til voldgiftsretten for – efter anmodning fra modparten – at opfordre en part til at fremlægge dokumenter eller bestemt bevismateriale, som er undergivet den pågældende parts rådighed, og som voldgiftsretten finder kan være af betydning for sagen. Undlader parten uden rimelig grund at efterkomme opfordringen, kan voldgiftsretten ved sin bevisbedømmelse tillægge dette bevismæssig betydning (processuel skadevirkning) til fordel for modparten.

Klageskriftets sprog, sammenlægning af sager, inddragelse af nye parter mm.

De reviderede regler præciserer i § 5, at klageskriftet skal indgives på det sprog, der anvendes i voldgiftsaftalen, i tilfælde af at parterne ikke har taget stilling til voldgiftssproget i voldgiftsaftalen. 

Derudover indeholder de reviderede reglers §§ 15-17 en opdatering af bestemmelserne om sammenlægning af sager og inddragelse af nye parter.

I § 30 indfører reglerne også en nærmere regulering af udpegningen af voldgiftsrettens sekretærer. 

Ikrafttræden

De nye regler (og takstbladet) er trådt i kraft den 13. april 2021 og finder anvendelse ved behandlingen af sager, som er indledt den 13. april 2021 eller derefter.

 

Vores rådgivning

Vores specialister i retssager og voldgift har mange års erfaring med at føre og rådgive om nationale og internationale voldgiftssager. Du er derfor altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide mere om de nye bestemmelser eller finde ud af, om voldgift er den rette vej at gå i netop din tvist.

Juridiske specialer

Kontakt

Frank Bøggild
Partner (København)
Dir. +45 38 77 45 95
Mob. +45 24 86 00 11
Kolja Staunstrup
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 91
Mob. +45 61 61 30 30
Jens Rostock-Jensen
Of Counsel (København)
Dir. +45 38 77 44 50
Mob. +45 40 59 04 32