Nyhed

Hvad dækker "særlige økonomiske aftaler" over i investerings­screenings­loven?

Som forudsat ved vedtagelsen vil Erhvervsstyrelsen i bekendtgørelser fastlægge investeringsscreeningslovens nærmere anvendelsesområde. I udkastet til anvendelsesbekendtgørelsen, som netop er sendt i høring, er der foreslået flere bestemmelser, der skal afgrænse, hvilke "særlige økonomiske aftaler" der indgås med investorer uden for EU-/EFTA, som kræver tilladelse efter investeringsscreeningsloven.

Finger trykker på iPad - touch

Særlige økonomiske aftaler 

Hvis investorer baseret uden for EU/EFTA indgår "særlige økonomiske aftaler" med danske virksomheder, kan de være omfattet af både den obligatoriske sektorspecifikke tilladelsesordning eller den frivillige anmeldelsesordning, hvis ikke den danske virksomhed er aktiv inden for de særligt følsomme sektorer. I loven er de særlige økonomiske aftaler angivet som joint venture-, drifts-, leverandør- eller serviceaftaler, hvor den udenlandske enhed opnår kontrol med eller betydelig indflydelse på den danske virksomhed. Anvendelsesbekendtgørelsens kapitel 5 søger at definere de pågældende aftaletyper nærmere, og bekendtgørelsen indeholder følgende bestemmelser om særlige økonomiske aftaler: 

Foreslåede regler i anvendelsesbekendtgørelsens kapitel 5 om særlige økonomiske aftaler
Bestemmelse i anvendelsesbekendtgørelse § 12 § 13 § 14 § 15 § 16 § 17
Reglens indhold Fastlæggelse af omfattede joint venture-aftaler Fastlæggelse af omfattede leverandøraftaler Fastlæggelse af omfattede drifts- og serviceaftaler Undtagelse af almindeligt anvendte standardaftaler Undtagelse af særlige økonomiske aftaler mellem koncernforbundne virksomheder Undtagelse af særlige økonomiske aftaler med nystiftede virksomheder

Joint venture-aftaler

Med anvendelsesbekendtgørelsen fastlægges, at joint venture-aftaler alene omfattes, hvis de vedrører forsknings- og udviklingsaktiviteter, og hvis en investor baseret uden for EU/EFTA får "kontrol med eller betydelig indflydelse på den danske virksomhed". Den krævede grad af kontrol foreslås afgrænset således, at det omfatter aftaler, som omfatter en "væsentlig del af forsknings- og udviklingsaktiviteterne", og hvis aftalen indeholder et af følgende vilkår:

a) Den udenlandske investor får ret til at træffe beslutning om gennemførelse af de omfattede forsknings- og udviklingsaktiviteter.
b) Den udenlandske investor tillægges en vetoret i forhold til beslutninger om gennemførelse af de omfattede forsknings- og udviklingsaktiviteter.
c) Den udenlandske investor er sikret samme indflydelse som den danske virksomhed i forhold til beslutninger om forsknings- og udviklingsaktiviteter.
d) Den udenlandske investor kan beslutte at udvide et joint venture til andre områder end oprindelig aftalt.
e) Den udenlandske investor er på forhånd sikret rettighederne til udnyttelse af resultaterne af forsknings- og udviklingsaktiviteterne.

Den foreslåede afgrænsning af de omfattede joint venture-aftaler gør anvendelsesområdet noget klarere, da det nu alene er joint venture-aftaler om forskning og udvikling, som omfattes, og kun hvis de indeholder et af vilkårene i punkterne ovenfor. 

Leverandøraftaler

Det foreslås i anvendelsesbekendtgørelsen, at leverandøraftaler kun omfattes af screeningsordningerne, hvis de indebærer at den ikke-EU-/EFTA-baserede leverandør skal levere "råvarer, produkter, anlæg eller halvfabrikata og komponenter, herunder software" til en dansk virksomhed og herved får kontrol med eller betydelig indflydelse på den danske virksomhed. Det angives også, at der alene vil være tale om, at den ikke-EU-/EFTA-baserede leverandør opnår en sådan indflydelse, hvis leverandøraftalen omfatter "alle eller en væsentlig del af aktiviteterne i den danske virksomhed", og hvis aftalen indebærer, at:

a) leverandøraftalen indeholder bestemmelser eller vilkår om, at den er indgået for en længere periode end 24 måneder eller er uopsigelig i en længere periode end 12 måneder.
b) aftalen indeholder bestemmelser eller vilkår, som giver den udenlandske investor ret til at træffe beslutninger om anvendelsen af de omfattede råvarer, produkter, anlæg eller halvfabrikata og komponenter, herunder software, eller uovervåget adgang til de omfattede bygninger, anlæg, installationer eller systemer i en virksomhed eller enhed efter § 3, stk. 1, og stk. 3, nr. 2.
c) den udenlandske leverandør kun vanskeligt kan erstattes med en anden leverandør.

Som med den i anvendelsesbekendtgørelsen foreslåede afgrænsning af de omfattede joint venture-aftaler, indebærer den foreslåede afgrænsning af de omfattede leverandøraftaler, at investeringsscreeningslovens anvendelsesområde er noget klarere. 

Drifts- og serviceaftaler

Endeligt foreslås en nogenlunde tilsvarende afgræsning af de omfattede drifts- og serviceaftaler: at aftalen kun omfattes af investeringsscreeningsloven, hvis aftalen indebærer, at den udenlandske aktør skal "varetage drift eller vedligeholdelse af bygninger, anlæg, installationer eller systemer" i en dansk virksomhed eller "skal stille sådanne bygninger, anlæg, installationer eller systemer til rådighed" for den danske virksomhed, og den ikke-EU-/EFTA-baserede aktør derved får kontrol med eller betydelig indflydelse over den danske virksomhed. Det angives videre, at aftalen kun vil medføre, at den ikke-EU-/EFTA-baserede aktør opnår en sådan kontrol, hvis de bygninger m.v., der omfattes af aftalen, "omfatter alle eller en væsentlig del af aktiviteterne i den danske virksomhed", og at et af følgende forhold foreligger:

a) Drifts- og serviceaftalen indeholder bestemmelser eller vilkår om, at den er indgået for en længere periode end 24 måneder eller er uopsigelig i en længere periode end 12 måneder.
b) Aftalen indeholder bestemmelser eller vilkår som giver den udenlandske investor kontrol over anvendelsen af eller uovervåget adgang til de omfattede bygninger, anlæg, installationer eller systemer i en virksomhed eller enhed efter § 3 stk. 1 og stk. 3, nr. 2.
c) Den udenlandske leverandør kun vanskeligt kan erstattes med en anden leverandør.

Undtagelse af visse særlige økonomiske aftaler 

Det foreslås, at alle "almindeligt anvendte standardaftaler", hvad enten der er tale om joint venture-aftaler, leverandøraftaler eller drifts- og serviceaftaler, ikke omfattes af investeringsscreeningsloven. For at sikre fuldstændig klarhed over, hvilke aftaler der anses for at være "almindeligt anvendte standardaftaler", vil Erhvervsstyrelsen på sin hjemmeside offentliggøre en oversigt over de pågældende aftaler, som ikke omfattes af investeringsscreeningsloven. 

Aftaler mellem koncernforbundne selskaber, jf. definitionen i den internationale regnskabsstandard IAS 27, foreslås også undtaget fra de særlige økonomiske aftaler, som omfattes af investeringsscreeningsloven. Det skal pointeres, at det alene er særlige økonomiske aftaler med ikke-EU-/EFTA-baserede virksomheder, som omfattes af investeringsscreeningsloven, og den forslåede undtagelse har derfor blot den virkning, at også koncerninterne aftaler mellem en dansk virksomhed og f.eks. et moderselskab baseret uden for EU/EFTA ikke omfattes af investeringsscreeningsloven. Hvis et dansk datterselskab f.eks. indgår en leverandøraftale, som indebærer, at dets japanske moderselskab skal levere alle råvarer til det danske datterselskab, og det japanske moderselskab derved får kontrol med eller betydelig indflydelse på det danske datterselskab, vil aftalen ikke skulle anmeldes. 

Som en sidste undtagelse af de omfattede særlige økonomiske aftaler foreslås det i anvendelsesbekendtgørelsen, at alle typer af særlige økonomiske aftaler med nystiftede virksomheder ikke omfattes af investeringsscreeningsloven. 

Høringsfrist 

Foruden anvendelsesbekendtgørelsen har Erhvervsministeriet også sendt udkast til "bekendtgørelse om procedurer m.v. ved ansøgning om tilladelse til eller anmeldelse af visse udenlandske direkte investeringer eller særlige økonomiske aftaler i Danmark" (procedurebekendtgørelsen) og udkast til "bekendtgørelse om videregivelse af fortrolige oplysninger om visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark til andre myndigheder" (fortrolighedsbekendtgørelsen) i høring. 

Høringsfristen for alle tre udkast til bekendtgørelser udløber den 15. juni 2021.

Vil du vide mere?

Læs også vores andre nyheder om loven:

Kontakt

Bart Creve
Partner (København)
Dir. +45 38 77 45 47
Mob. +45 61 61 30 27
Christian Lundgren
Partner (København)
Dir. +45 38 77 45 30
Mob. +45 40 74 37 75