Hvad drømte du om, da du startede på jura?

Det spørgsmål fik partner Jacob Høeg Madsen stillet, da han i forbindelse med studiestart deltog i DJØFs arrangement "Din drøm om jura" for jurastuderende på Københavns Universitet. Her får du hans svar.

Det lidt pinlige - men sande - svar er, at jeg drømte om at blive ligesom min far. Og nej, det er ikke særlig unikt. 

Min far har gennem 40 år været partner på det kontor, der i dag hedder Bruun & Hjejle, og jeg syntes, at det lød som om, at han havde en spændende dagligdag. Jeg startede på jurastudiet i 1999, og dengang var han i gang med at fusionere Unibank og Tryg til det, der kom til at hedde Unidanmark og siden hen blev fusioneret med Merita Nordbanken til Nordea. Han rejste til hemmelige forhandlingsmøder og var på TV, og det syntes, jeg lød spændende.

Samtidig må jeg indrømme, at jeg - indtil jeg skulle vælge studie - ikke havde drømt om at blive jurist. Jeg havde ikke et klart foretrukket studievalg og kunne ligeså godt være blevet økonom eller historiker. 

For at være helt ærlig, syntes jeg, at første år var ret hårdt og lidt kedeligt.

Det krævede tilvænning at studere og ingen af mine venner var begyndt på studie lige efter gymnasiet (dengang var sabbatår meget udbredt), så de festede og havde det sjovt, mens jeg skulle læse. Heldigvis fik jeg fornuftige karakterer på første årsprøve og besluttede mig for at fortsætte.

Det har jeg bestemt ikke fortrudt. 

Efter den indledningsvise tvivl, fangede juraen mig de følgende år, og jeg følte, at jeg var landet på den rigtige hylde. Jeg havde studiejob i Tryg Forsikring, men ikke mange timer om ugen, fordi jeg prioriterede mit studie højt, og det vil jeg bestemt også råde jer til. I skal siden hen nok komme til at tilbringe rigeligt med timer på arbejdet.

Da jeg var ved at være færdig med bacheloruddannelsen, var jeg lidt metaltræt og ville gerne ud. Heldigvis fik jeg et studieophold på et halvt år på New York University, hvilket var en kæmpe oplevelse. Jeg var 21 år og læste sammen med dels de amerikanske studerende og dels de udenlandske LL.M. studerende, der var ca. 7-8 år ældre end mig selv. Jeg lærte enormt meget af opholdet og blev noget mere voksen af det. Det syntes jeg i hvert fald selv på det pågældende tidspunkt!

Det var som om, at studiet og mine medstuderende havde ændret sig lidt, da jeg kom tilbage på kandidatuddannelsen.

Vi var mere fokuserede, mere flittige og brugte knap så meget tid på sjov og ballade.

Jeg begyndte som stipendiat hos Kromann Reumert, og jeg kunne mærke, at vi alle langsomt begyndte at forberede os på livet efter studiet. På det tidspunkt var jeg ikke længere i tvivl om, at jeg gerne ville være advokat.

Jeg var nervøs, da jeg startede som 1. års fuldmægtig i Sundkrogsgade hos Kromann Reumert den 1. september 2004. Jeg var alt for optaget af at gøre og sige det "rigtige" til at gøre mig vidtløftige tanker og drømme om min videre karriere. Jeg levede i nuet og prøvede at suge så meget viden og lærdom til mig som muligt. Det hjalp selvfølgelig, at jeg kendte huset i forvejen fra min tid som stipendiat.

De første par år lavede jeg virksomhedsoverdragelser, og det var meget praktisk, dynamisk og spændende. Det var boom-årene inden finanskrisen, og der var fuld fart over feltet. Det tror jeg, var en ideel start for mig, fordi jeg var relativt teoretisk velfunderet fra studietiden og havde brug for at lære det praktiske element ved at være advokat. 

Husk på, at det er den væsentligste forskel på at være jurist og advokat. 

Det at være advokat er et håndværk, og derfor minder Advokatfuldmægtig-uddannelsen om en gammeldags læreplads blot for folk med en universitetsgrad i jura.

Der er mange dygtige advokater, som ikke er nogle store jurister, og omvendt mange dygtige jurister, der aldrig bliver dygtige advokater.

Det var en hård start, og jeg arbejdede solen sort det første år.

Efter et par år rokerede jeg internt i huset til vores afdeling for finansiel regulering, hvor jeg også er partner i dag. Det var en afgørende beslutning for mig. Jeg kom op til to partnere, Ulrik Jacobsen og Jens Steen Jensen, som virkelig er dygtige advokater, og som lærte mig meget. 

Samme år fik jeg min advokatbestalling og besluttede mig for at tage endnu en afstikker til New York for at læse en LL.M., som er en særlig amerikansk 1-årig kandidatgrad, der tilbydes udenlandske jurister. 

Da jeg kom hjem og havde arbejdet et par år som advokat begyndte jeg at overveje mine fremtidige karriereplaner. Der er flere mulige karriereveje hos Kromann Reumert f.eks. som senioradvokat, associeret partner eller partner.

Jeg elskede mit arbejde og ville gerne være med til at sætte mit præg på virksomheden og skaffe arbejde til kontoret, derfor var det karrierevejen som partner, som jeg ønskede at arbejde hen imod.

Undervejs blev jeg udstationeret 6 måneder i London på det hæderkronede Magic Circle kontor, Slaughter and May. Det var en fantastisk oplevelse. Da jeg kom hjem, ventede der nogle arbejdsmæssigt endnu hårdere år end dem, som jeg havde været igennem. Den 1. januar 2015, dvs. ca. 10,5 år efter jeg var startet som fuldmægtig, startede jeg som partner i Kromann Reumert.

Jeg er af den opfattelse, at når man lægger så mange timer og så meget energi i sit arbejde, som jeg gør, skal det være sjovt og spændende. I hvert fald det meste af tiden. Og det synes jeg det er, bl.a. fordi at arbejdsopgaverne i vores afdeling er utroligt juridisk udfordrende og alsidige. Jeg har lavet alt fra at sætte en gammel dame under hendes mands værgemål, være med til at rede den danske banksektor med bankpakke II, finansiere den nye bydel Carlsberg Byen, børsnotere DONG Energy og meget mere. 

Derudover har vi hos Kromann Reumert et super samarbejdsklima. Som årene går, indser jeg i højere og højere grad, hvor meget det betyder at arbejde sammen med personer, som man godt kan lide, og som man deler ting med. Der skal være plads til grin og gas. Det må ikke være et selvhøjtideligt arbejdsmiljø.

Det gode argument vinder, uanset om det fremsættes af studenten, advokaten eller partneren, og vi arbejder virkelig som et team.

Det er derfor, at jeg nyder at gå på arbejde!

Der er ingen tvivl om, at min forestilling om min fars hverdag var romantiseret, men jeg har ikke fortrudt, at jeg realiserede drømmen om at blive advokat.

/Jacob

Kontakt

Jacob Høeg Madsen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 58
Mob. +45 40 30 30 16