Brexit update

Med et stort konservativt flertal i House of Commons har Boris Johnsons forøget sine chancer for at få vedtaget udkastet til den såkaldte skilsmisseaftale mellem Storbritannien og EU inden den 31. januar 2020. Lykkes dette, er det imidlertid kun første skridt på vejen i en længere og kompliceret proces, der blandt andet indebærer forhandling af en handelsaftale. 

Det indebærer også, at EU-lovgivning som udgangspunkt finder anvendelse i Storbritannien indtil den 31. december 2020 ‒ den såkaldte overgangsperiode ("transition period"). I denne periode vil man kunne overføre personoplysninger fra EU til Storbritannien på samme vilkår som nu. 

Ved periodens forventede udløb ‒ den 1. januar 2021 ‒ vil Storbritannien blive betragtet som et usikkert tredjeland. Retstilstanden herefter vil afhænge af, hvad Storbritannien og EU bliver enige om, for så vidt angår overførsel af personoplysninger fra EU til Storbritannien. I det nuværende aftaleudkast er der lagt op til, at man forhandler om en godkendelse af Storbritannien som et sikkert tredjeland i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 45, stk. 3. Navnlig briterne forventer, at man når til enighed om en sådan godkendelse, blandt andet fordi alle EU-forordninger ifølge § 3 i den nuværende britiske tilbagetrædelseslov som udgangspunkt bliver national lov. Det vil sige, at databeskyttelsesforordningen fortsat vil være gældende ret, efter Storbritannien er trådt ud af EU. Godkendelse kræver dog stadigvæk en konkret undersøgelse fra EU-Kommissionen, og den er bestemt ikke givet på forhånd. Blandt andet er der bekymringer i forhold til reglerne i Storbritanniens "Investigatory Powers Act 2016", der tillægger udvalgte britiske myndigheder relativt vidtgående overvågningsbeføjelser med henblik på forebyggelse og opklaring af alvorlig kriminalitet ("serious crime"). Sådanne vidtgående regler har netop været en af årsagerne til, at USA heller ikke anses for sikkert tredjeland. Reglerne kan efter Brexit med andre ord være årsagen til manglende godkendelse som sikkert tredjeland.

Lykkes det ikke at opnå en godkendelse som sikkert tredjeland, vil man i så fald skulle lede efter andre konkrete overførselsgrundlag, eksempelvis EU-Kommissionens standardkontrakter (se vores seneste nyhed om Max Schrems II-sagen). Samme udfordring gælder naturligvis, hvis det ‒ mod forventning ‒ ikke lykkes at få vedtaget forslaget til den nuværende "skilsmisseaftale" i House of Commons.