Nyhed

Færøerne får ny retsplejelov

Den gældende færøske retsplejelov blev vedtaget i 1988 og er stort set ikke ændret siden, men den 16. juni 2020 vedtog et flertal i Folketinget en (tiltrængt) revision, der træder i kraft den 1. januar 2021. Vi giver her et overblik over nogle af ændringerne, der blandt andet medfører en strømlining, der bidrager til bedre sammenhæng mellem den færøske og danske retspleje.

Færøerne - 3840x2160

Den gældende færøske retsplejelov og behov for opdatering

Den gældende færøske retsplejelov er fra 1988 og har stort set ikke været ændret siden. Det er derfor næppe forkert at sige, at den er noget "outdated"; til sammenligning er den danske retsplejelov ændret mere end 200 gange siden 1988.  

Vedtagelse af ny færøsk retsplejelov 

Den 5. februar 2020 fremsatte justitsministeren forslag til ny retsplejelov på Færøerne. Ifølge Justitsministeriet er lovforslaget et af danmarkshistoriens største og mest omfattende lovforslag med sine mere end 1100 paragraffer. Forslaget blev vedtaget den 16. juni 2020 og træder i kraft den 1. januar 2021. 

Justitsministeriet og arbejdsgruppen bag lovforslaget har særligt haft fokus på: 

  • at sikre en færøsk forankring af retsplejen
  • at gennemføre en effektivisering og styrkelse af behandlingen af civile sager
  • at skabe et tidssvarende politimæssigt grundlag og styrke retssikkerheden i straffesager. 

Hvad er nyt? 

Ændringen af den færøske retsplejelov får blandt andet betydning på følgende punkter:

  • Anvendelsesområde: Den nye retsplejelov er territorialt afgrænset til Færøerne. Retten på Færøerne kan derfor ikke henvise sager til et værneting uden for Færøerne. Sagen må i stedet afvises og derpå indbringes for rette værneting. Vidnepligten kan kun gennemtvinges for personer med bopæl eller ophold på Færøerne. Hvis en person med bopæl i Danmark nægter at møde som vidne, kan personen kun afhøres af Retten på Færøerne med bistand fra den relevante danske byret.
  • Digitalisering: Den nye retsplejelov indeholder bestemmelser om øget digitalisering, der dog for en stor dels vedkommende først træder i kraft på et senere tidspunkt, der nærmere skal fastsættes af justitsministeren, i takt med, at nye digitale løsninger rulles ud.
  • Reform af instansordningen: Retten på Færøerne får nu mulighed for at henvise principielle sager til Østre Landsret (ved et tingsted på Færøerne) ‒ på linje med danske byretters henvisningsmuligheder til Vestre og Østre Landsret. De begrænsninger for kæremål, der gælder i Danmark, indføres desuden også på Færøerne, så kendelser, der afsiges af Retten på Færøerne under forberedelsen af en sag, nu også (som udgangspunkt) kun kan kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse. 
  • Styrkelse af behandlingen af 1. instans-sager: Der vil fremover være mulighed for kollegial behandling (3-dommerbehandling) og brug af sagkyndige dommere i 1. instanssager. Der er også lagt op til henvisning af sager til Sø- og Handelsretten, der som udgangspunkt skal sættes på Færøerne (ved et tingsted). 
  • Adgang til at møde i retten: Det vil fremover, som udgangspunkt, være forbeholdt advokater at møde for andre i retten.
  • Tvangsfuldbyrdelse: Der har hidtil været praksis for, at der ved fogedretten på Færøerne kan ske kreditorforfølgning mod aktiver, der befinder sig i Danmark eller Grønland. Denne praksis er kodificeret i den nye færøske retsplejelov, der også fastsætter, at eksekutionsfundamenter (domme mv.) fra Danmark og Grønland kan påberåbes ved fogedretten på Færøerne, dvs. at danske og grønlandske domme mv. kan fuldbyrdes på Færøerne. 

Hvad kommer det til at betyde? 

Ændringen af den færøske retsplejelov forventes at bidrage til en modernisering og effektivisering af det færøske retssystem. Ændringerne medfører desuden en strømlining, der bidrager til bedre sammenhæng mellem den færøske og danske retspleje; det gør den færøske retspleje mere tilgængeligt for danske virksomheder og borgere. 

Vil du vide mere, eller søger du konkret rådgivning om en sag, der skal anlægges på Færøerne, er du velkommen til at kontakte en af Kromann Reumerts specialister.

Juridiske specialer

Kontakt

Claus Juel Hansen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 45
Mob. +45 21 26 90 70
Kolja Staunstrup
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 91
Mob. +45 61 61 30 30
Christina Melstrup Toft
Director, advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 74
Mob. +45 20 19 74 73