Nyhed

Finansiel Stabilitet vinder retssag mod Amagerbankens tidligere ledelse

Kromann Reumert har repræsenteret Finansiel Stabilitet i erstatningsansvarssagen mod den tidligere ledelse i Amagerbanken ‒ bestående af bestyrelsesformanden, bestyrelsens næstformand, fem menige bestyrelsesmedlemmer, to medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, den administrerende direktør og en meddirektør ‒ der i dag blev afgjort af Østre Landsret.

Sagen vedrørte for landsretten hovedsageligt spørgsmålet om, hvorvidt det var ansvarspådragende for den tidligere ledelse at genbevilge en valutaramme til en stor kunde i december 2009 og opretholde denne i første halvdel af 2010, selvom den indrømmede tabsramme på 100 mio. kr. var væsentligt overskredet. 

Østre Landsret fandt, at valutarammen blev opretholdt for bankens regning og risiko, hvilket ikke er i overensstemmel-se med sædvanlig pengeinstitutpraksis, og særligt på den baggrund konkluderede landsretten, at det var uforsvarligt og ansvarspådragende for hele den tidligere ledelse at genbevilge valutarammen.  

Landsretten frifandt af forskellige andre årsager tre af de sagsøgte ledelsesmedlemmer (meddirektøren og de to medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer), mens de otte øvrige blev dømt til solidarisk at skulle betale det af Finan-siel Stabilitet opgjorte tab på ca. 225 mio. kr. med tillæg af renter på ca. 100 mio. kr. Dermed blev Finansiel Stabilitet tilkendt den klart største erstatning hidtil i de såkaldte banksager. 

Landsretten pålagde også den tidligere næstformand i bestyrelsen erstatningspligt for det fulde opgjorte tab, selvom denne var udtrådt af bestyrelsen ca. tre måneder inden nedlukningen af valutarammen, idet landsretten fandt, at han ikke havde sikret sig, at der skete nedlukning inden sin udtræden.

Landsretten var ikke enig med de tidligere ledelsesmedlemmer i, at dele af kravet var forældet. 

Sagen blev for Finansiel Stabilitet i Østre Landsret ført af Kromann Reumerts advokater Kolja Staunstrup, Kim Trenskow og Charlotte Henriques.

Juridiske specialer

Kontakt

Kolja Staunstrup
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 91
Mob. +45 61 61 30 30
Kim Trenskow
Of Counsel (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 99
Mob. +45 20 19 74 26