Nyhed

Forslag om ændring af årsregnskabsloven: Nye krav om redegørelse for dataetik

I slutningen af december sendte Erhvervsministeriet et lovforslag om ændring af blandt andet årsregnskabsloven i høring. Lovforslaget ventes fremsat i anden halvdel af februar, og hvis det bliver vedtaget, vil større virksomheder i ledelsesberetningen fremover skulle redegøre for deres politik om dataetik eller mangel på samme. Lovforslaget forventes endeligt fremsat i løbet af februar 2020.

Fremlæggelse - tavle - møde - graf - white board - 3840x2160

Erhvervsministeriet sendte den 19. december 2019 et lovforslag om ændring af årsregnskabsloven i høring. Konkret indebærer lovforslaget, at der i årsregnskabslovens § 99 d indsættes et krav om, at "store virksomheder" i regnskabsklasse D skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for virksomhedens politik for dataetik.

Den nye oplysningspligt er i vidt omfang baseret på det såkaldte "følg-eller-forklar-princip", som svarer til de gældende krav om virksomheders rapportering om samfundsansvar ('CSR').

Vedtages lovforslaget, vil de omfattede virksomheder derfor ikke være forpligtede til at udarbejde en dataetisk politik, men såfremt virksomheden fravælger dette, skal ledelsesberetningen indeholde en redegørelse for årsagerne til fravalget. Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at virksomheden oplyser, at fravalget skyldes virksomhedens størrelse eller branche m.v.

Ved udformningen af redegørelsen for dataetik, kan der blandt andet inddrages:

  • hvilke typer af data, som virksomheden anvender
  • hvordan de pågældende data tilvejebringes
  • om virksomheden anvender data fra tredjeparter, såsom sociale medier
  • om virksomheden køber andre virksomheders data eller køber data fra tredjeparter
  • om underleverandører, der anvendes til dataanalyse, har en dataetisk politik
  • de dataetiske rammer for salg kundedata eller anden data til tredjeparter
  • hvorvidt virksomheden anvender nye teknologier, såsom kunstig intelligens, i produktudviklingen, prisfastsættelsen og den generelle beslutningsproces
  • hvordan og i hvilket omfang medarbejdere bliver trænet, testet og evalueret i dataetik.

Kromann Reumerts rådgivning

Kromann Reumert holder løbende øje med lovforslaget og holder dig opdateret.

Hvis du imidlertid er i tvivl om, hvorvidt og hvordan din virksomhed vil blive berørt af lovforslaget, kan Kromann Reumert bistå med en nærmere vurdering heraf. Ønsker du og din virksomhed en dataetisk politik uanset om lovforslaget vedtages, bistår vi desuden gerne hermed.

Juridiske specialer

Kontakt

Kristian Storgaard
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 70
Mob. +45 20 19 74 10