Nyhed

Godkendelse af støtte til Øresundsbroen skal undersøges igen

Retten har givet en færgeoperatør medhold i en klage over Europa-Kommissionens afgørelse, der godkendte den svenske og danske statsstøtte til Øresundsbroen. Sagen er nu hjemvist til fornyet behandling hos Europa-Kommissionen.

Øresundsbroen - statsstøtteret - hav 1920x1080.jpg

Rettens dom af 19. september 2018 i sag T-68/15 (angående Europa-Kommissionens afgørelser SA.36558, SA.38371 og SA.36662)
Af advokatfuldmægtig Simon Christensen

Kort om sagen

Den danske og svenske stat indgik i 1991 en aftale om Øresundsforbindelsen mellem Danmark og Sverige. Øresundsforbindelsen ejes af Øresundsbro Konsortiet, der ejes af et dansk og svensk selskab. Konsortiet ejer, projekterede, finansierede, anlagde og driver Øresundsforbindelsen.

I forbindelse med finansieringen af forbindelsen ydede både den danske og den svenske stat en statsgaranti til finansieringen. Konsortiet er desuden omfattet af en række skattemæssige foranstaltninger i Danmark vedrørende fremførsel af tab, nedskrivning af aktiver og en fælles beskatningsordning.

I 1995 blev disse statsgarantier anmeldt til Europa-Kommissionen. Europa-Kommissionen meddelte herefter, at garantierne ikke udgjorde statsstøtte, fordi de var knyttet til et infrastrukturprojekt af offentlig interesse. Ifølge Kommissionen forbedrede forbindelsen infrastrukturen i landene og udgjorde dermed et offentligt gode.

Europa-Kommissionens afgørelse

HH Ferries indgav i 2013 en klage til Kommissionen med påstand om, at statsgarantierne udgjorde ulovlig statsstøtte og dermed var uforenelige med det indre marked.

Kommissionen kom dog frem til, at den skattemæssige støtte (undtagen den danske fælles beskatningsordning, som Kommissionen ikke mente udgjorde statsstøtte) og garantierne, som blev ydet af Danmark, var forenelige med det indre marked. Sveriges støtte udgjorde derimod eksisterende støtte, fordi den blev ydet, inden Sverige tiltrådte den Europæiske Union. Derfor var yderligere undersøgelser af støtten ikke nødvendige.

Afgørelsen blev truffet, uden at en formel undersøgelsesprocedure blev indledt.

Rettens annullation af Europa-Kommissionens afgørelse

Sagen blev herefter indbragt for Retten i 2015. HH Ferries argumenterede for, at Kommissionens undersøgelse af, om statsstøtten var forenelig med det indre marked, var utilstrækkelig og ufuldstændig.

Retten fandt, at en række forhold ikke var blevet behørigt undersøgt af Kommissionen. Ifølge Retten skyldtes den manglende undersøgelse, at Kommissionen stødte på vanskeligheder ved kvalificeringen af:

  • hvornår garantierne blev tildelt
  • hvor mange der blev tildelt
  • hvorvidt der var tale om ny eller eksisterende støtte 
  • om statsstøtten var forenelig med det indre marked. 
     

Kommissionen skulle derfor have indledt en formel undersøgelsesprocedure af ovenstående forhold.

Fordi Kommissionen imidlertid ikke havde indledt en sådan undersøgelse, annullerede Retten Kommissionens afgørelse og hjemsendte sagen til fornyet behandling hos Kommissionen.

Læs dommen.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40