Nyhed

Irmapigen sejrer i Sø- og Handelsretten

Sø- og Handelsretten har i dag afsagt kendelse i sagen om kunstgalleriet Artpushers brug af den velkendte "Irmapige" på kunstværker såvel som merchandiseprodukter. Sø- og Handelsretten mente, at brugen udgjorde en varemærkekrænkelse. Hensynet til kunstnerisk ytringsfrihed kunne ikke føre til et andet resultat. Vi førte sagen for Coop/Irma.

Case-Highlight-CoopIrma-1920x1080

Kort om sagen

Sagen handlede om, hvorvidt kunstneren Love Party og hans galleri Artpusher uden samtykke fra Irma kunne gøre brug af Irmas beskyttede rettigheder, først og fremmest den velkendte Irmapige. Artpushers interesse for Irmapigen opstod i forbindelse med Roskilde Festivalen i sommeren 2022, hvor han udstyrede Irmapigen med en cigaret, en øl og en soundbox og gengav dette motiv på krus og bøllehatte.

Irma søgte i første omgang en dialog med Artpusher for at få stoppet brugen og tilbød i denne forbindelse et samarbejde om udvikling af en kampagneversion af Irmapigen. Artpusher fortsatte imidlertid den kommercielle udnyttelse, og omfanget tog i særlig grad til efter den 31. januar 2023, hvor Coop meddelte, at Irma-butikkerne ville blive omdannet til andre butikker i Coop-familien.

Det udnyttede Artpusher til at fremstille en række nye versioner og produkter, blandt andet en version af Irmapigen, der maler graffiti med teksten "Fuck Coop". Denne variant samt cirka 30 andre varianter blev herefter solgt som oliemalerier, plakater, lærredstryk og gengivet på t-shirts, sweatshirts, hoodies, muleposer, snaps og klistermærker mm., som blev solgt både i butik og via webshops.

Kendelsen i hovedtræk

Sø- og Handelsretten fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at samtlige af Artpushers motiver uanset forskelle ligner Coops og Irmas beskyttede og velkendte varemærker, som derudover udgør det centrale element i Artpushers serie af motiver, der i vidt omfang blev markedsført samlet med reference til Irma.

Sø- og Handelsretten mente endvidere, at der var tale om en systematisk kommerciel udnyttelse af varemærkernes tiltrækningskraft, som havde et sådant massivt omfang, at hensynet til ytringsfriheden ikke kunne begrunde udnyttelsen, når det afvejes over for hensynet til Coop og Irmas rettigheder og interesser.

På denne baggrund mente Sø- og Handelsretten, at samtlige af Artpushers motiver og produkter, herunder malerier såvel som merchandiseprodukter, krænkede Coop og Irmas varemærkerettigheder.

Det var herefter ikke nødvendigt for Sø- og Handelsretten at tage stilling til, om brugen også var i strid med Coop og Irmas rettigheder efter ophavsretsloven og markedsføringsloven.  

Sagen var en midlertidig forbudssag, og da også forbudsbetingelserne var opfyldt, fastslog retten, at Artpusher fremover hverken må fremstille, markedsføre eller sælge produkter med de pågældende motiver af Irmapigen og også skal fjerne gengivelser heraf fra sine sociale medier og hjemmeside samt tilbagekalde de pågældende produkter fra markedet.

Læs kendelsen.

Vil du vide mere?

Kendelsen behandler en række interessante problemstillinger, som vi går i dybden med på et webinar onsdag den 17. januar kl. 9-10. Fokus vil være på:

  1. beskyttelse af immaterialrettigheder
  2. afvejning af hensyn til grundrettigheder, herunder ytringsfrihed
  3. processtrategi i immaterialretssager.

Hold øje med link til tilmelding til webinaret på vores Viden-side.

Juridiske specialer

Kontakt

Frank Bøggild
Partner (København)
Dir. +45 38 77 45 95
Mob. +45 24 86 00 11
Emma Marie Pilemand
Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 20 64
Mob. +45 24 86 00 96