Nyhed

Ny gennem­førelses­forordning fastlægger kravene til offentlig­gørelse af intern viden og underret­ningen om, at intern viden har været udsat

Udstedere skal hurtigst muligt offentliggøre intern viden, medmindre der foreligger en udsættelsesadgang. EU-Kommissionen vedtog den 29. juni 2016 en gennemførelsesforordning, som bl.a. fastlægger kravene til meddelelser, hvor der offentliggøres intern viden. Derudover fastlægges kravene til den underretning, som skal indsendes til Finanstilsynet, når udsat intern viden efterfølgende offentliggøres.

Efter markedsmisbrugsforordningens (MAR) artikel 17 skal udsteder hurtigst muligt offentliggøre intern viden, medmindre der er adgang til at udsætte offentliggørelsen. Kommissionen vedtog den 29. juni 2016 gennemførelsesforordning nr. 2016/1055 om bl.a. kravene til indholdet af selskabsmeddelelser, når der offentliggøres intern viden. Den nye gennemførelsesforordning indeholder også kravene til den underretning, udsteder skal indgive til Finanstilsynet ved offentliggørelse af intern viden, hvis offentliggørelsen har været udsat.

Krav til indholdet af selskabsmeddelelser, hvor der offentliggøres intern viden

Den nye forordning kræver, at følgende skal fremgå af en selskabsmeddelelse:

  • At de oplysninger, der kommunikeres, er intern viden
  • Udsteders fulde officielle navn
  • Fornavn, efternavn og stilling på den person, der offentliggør meddelelsen
  • Emnet for den interne viden
  • Dato og klokkeslæt for offentliggørelsen.

Disse oplysninger er stort set identiske med de oplysninger, udstedere i henhold til bekendtgørelse om udsteders oplysningsforpligtelse skal kunne dokumentere over for Finanstilsynet. Det nye består derfor primært i, at oplysningerne nu skal fremgå direkte af selskabsmeddelelsen.

Indholdet af underretning om udsættelse 

Hvis udsteder offentliggør intern viden, og offentliggørelsen tidligere har været udsat, skal udsteder – på det tidspunkt, hvor der sker offentliggørelse af den interne viden – underrette Finanstilsynet om, at offentliggørelsen af den interne viden tidligere har været udsat. Underretningen skal indeholde følgende oplysninger:

  • Navn og CVR-nr. på udsteder
  • Stillingsbetegnelse, navn, telefonnummer og e-mailadresse på den person, der foretager indberetningen
  • Referencenummer til den selskabsmeddelelse, hvor den interne viden blev offentliggjort
  • Dato og klokkeslæt for, hvornår beslutningen om at udsætte offentliggørelsen blev truffet
  • Stillingsbetegnelse og navn på de personer, der traf beslutningen om, at offentliggørelsen skulle udsættes. 

Underretningen skal indgives ved at sende en e-mail til Finanstilsynet på adressen udsaettelse@ftnet.dk.

Juridiske specialer

Kontakt

Marianne Philip
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 44
Mob. +45 40 79 10 14
Christian Lundgren
Partner (København)
Dir. +45 38 77 45 30
Mob. +45 40 74 37 75
Pernille Høstrup Dalhoff
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 43 41
Mob. +45 24 86 00 59