Opdatering af det statsstøtteretlige de minimis-regime
Europa-Kommissionen har netop offentliggjort og vedtaget en revidering af reglerne om de minimis-statsstøtte til virksomheder ved vedtagelsen af to nye forordninger. Læs mere om de opdaterede regler samt de praktiske implikationer deraf i denne nyhed.
Det statsstøtteretlige de minimis-regime giver medlemsstaterne mulighed for at yde "bagatelagtig" statsstøtte uden den ellers påkrævede forudgående godkendelse fra Europa-Kommissionen. Der findes to forordninger om de minimis-statsstøtte, men begge disse udløber ved årets udgang den 31. december 2023.
I den forbindelse har Europa-Kommissionen besluttet at vedtage to nye forordninger om de minimis-støtte, som reviderer de gældende regler. Blandt andet indebærer de nye forordninger, at beløbsloftet for de minimis-støtte hæves, og der indføres samtidig et centralt register, hvori medlemsstaterne skal registrere de minimis-støtte. De nye forordninger har endnu ikke har fået tildelt forordningsnumre, men træder i kraft den 1. januar 2024 og vil være gældende indtil den 31. december 2030.
Hvad er nyt i de opdaterede forordninger?
Vores bemærkninger
De netop vedtagne ændringer i det statsstøtteretlige de minimis-regime er gældende fra januar 2024 og foreløbigt syv år frem. Den mest markante ændring ligger i de forhøjede tærskelværdier, hvor loftet for støttebeløb pr. virksomhed over en tre-årig periode hæves betragteligt. Der var undervejs i processen overvejelser omkring at hæve støtteloftet yderligere. Blandt andet fremsatte AECM (European Association of Guarantee Institutions) forslag om at hæve loftet til 500.000 euro for almindelig de minimis-støtte, men dette blev i sidste ende ikke fulgt.
Derudover er det fra et praktisk perspektiv interessant, at "tro og love"-erklæringerne erstattes af et centralt register, hvor ydet de minimis-støtte skal registreres. Dette vil forventeligt kunne gøre den praktiske administration af regimet mere ensartet og øge gennemsigtigheden og kontrollen med denne type af støtte.
Forøgelsen af beløbsgrænserne ændrer ikke ved, at det fortsat er afgørende for både offentlige instanser og private virksomheder at være opmærksomme på grænserne for at yde og modtage statsstøtte. Overtrædelse af både substans- og procedurereglerne kan medføre krav om tilbagebetaling af den ulovlige støtte, herunder pålæggelse af høje ulovlighedsrenter. Selv modtagere af de minimis-støtte har derfor den største interesse i at sikre, at de nye regler herunder også registreringsforpligtelsen bliver overholdt.