Procesmodel

På baggrund af vores procesadvokaters omfattende erfaring har vi udviklet en procesmodel, som vi støtter os til, og som du kan forvente, at vi følger, når din sag bliver behandlet hos os.

Procesrisiko, skræddersyet processtrategi og løbende evaluering

Vi sørger altid for at vurdere og rådgive grundigt om procesrisikoen, og om der er bedre alternativer end at gennemføre sagen, herunder i form af at iværksætte forligs-/ mediationsforhandlinger eller ved for eksempel betaling af bøder. Vi er altid transparente og lægger vægt på oprigtig rådgivning om sagens udfald. Vi rådgiver derfor også løbende om ændrede risikoscenarier, hvis forudsætningerne ændrer sig.

Der kan være et utal af grunde – ud over økonomi – til at føre en sag. For at kunne levere omkostningseffektive og værdiskabende løsninger er det af afgørende betydning, at vi som advokater forstår rationalet og baggrunden for dine ønsker. Vi sikrer derfor et indgående kendskab til din organisation og forretning samt til tvistens omfang og implikationer, og vi aftaler en skræddersyet processtrategi, før vi går i gang med sagsbehandlingen.

Et vigtigt element i vores sagsbehandling er, at vi løbende evaluerer, om et forventet udfald af en sag står mål med indsats og ressourceforbrug. En sådan evaluering kræver indsigt og ærlighed, hvilket er nogle af de vigtigste egenskaber, vi er kendt for.  

Kreativ og intelligent forberedelse af sagen

Vores procesafdeling er bemandet med en god blanding af erfarne og yngre advokater samt advokatfuldmægtige. Vi kan derfor både føre store, komplekse og principielle rets- og voldgiftssager og samtidig yde bistand af høj kvalitet til en konkurrencedygtig pris i mindre sager. Vi forventningsafstemmer og tilpasser altid løbende ressourceforbruget til den konkrete sag og situation. 

Vi forbereder sagen kreativt og intelligent og med hjælp fra andre af husets specialer og/eller fagkompetencer, når der er behov for det. Vores processkrifter og procesindlæg er gennemtænkte og gennemarbejdede, vi skriver situationsbestemt, klart og velstruktureret, og vi begrænser antallet og længden af processkrifter med fokus på det centrale for sagens udfald. 

Konstruktiv dialog og hensigtsmæssighed

Det er sjældent i klientens interesse, at advokater ikke kan samarbejde. Vi søger derfor at opretholde en konstruktiv dialog med modpartens advokat, og vi tager kun processuelle "slagsmål", når det har betydning for sagens materielle udfald og er i din interesse. Vi sørger også for en hensigtsmæssig og effektiv planlægning og gennemførelse af hovedforhandlingen.

Tekniske hjælpemidler

Vi effektiviserer vores sagsbehandling ved at benytte tekniske hjælpemidler og digitale værktøjer. Via vores IT-systemer styrer vi effektivt sagens dokumenter på en overskuelig måde, og du har – hvis du ønsker – adgang til alt relevant materiale via vores klientportal og dokumenthåndteringssystem, TeamUp – uanset hvor i verden du befinder dig. Vi gennemfører også de undersøgelser, der ofte skal foretages som led i sagsbehandlingen, ved hjælp af moderne digitale værktøjer, så arbejdet effektiviseres.