Nyhed

Retten frifinder Europa-Kommissionen i en række søgsmål vedrørende statstøtte til Femern-forbindelsen

Retten har for nylig truffet afgørelse i tre sager, der alle udspringer af sagskomplekset om statsstøtte til Femern-forbindelsen. Læs mere om afgørelserne her.

Femern - Tunnel - Bil 1920x1080.jpg

Rettens afgørelse i sag T-364/20 (Danmark mod Kommissionen), T-390/20 (Scandlines Danmark, Scandlines Deutschland mod Kommissionen) og T-7/19 (Scandlines Danmark, Scandlines Deutschland mod Kommissionen) fra den 28. februar 2024

Sagens baggrund

Femern-forbindelsen er danmarkshistoriens største anlægsprojekt, som skal forbinde Rødby på Lolland med Puttgarden i Tyskland via en sænketunnel. I 2014 anmeldte de danske myndigheder finansieringsmodellen for det samlede projekt til Kommissionen, som godkendte denne i juli 2015.  

På baggrund af en klage fra to færgeoperatører (Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland) annullerede Retten i december 2018 dog delvist afgørelsen af proceduremæssige årsager. Retten fandt, at Kommissionen burde have foretaget en dybdegående undersøgelse af finansieringen, som Danmark ydede til opførslen af tunnelen. Derfor blev sagen hjemvist til fornyet behandling hos Kommissionen.

Efter hjemvisningen foretog Kommissionen en tilbundsgående undersøgelse af den finansiering, som Danmark tilbød Femern A/S, som er selskabet bag sænketunnelen mellem Danmark og Tyskland. Undersøgelsen endte ud i en ny afgørelse den 20. marts 2020. Både kapitalindskuddet, de statslige lånegarantier og statslånet udgjorde ifølge Kommissionen statsstøtte, der kan kvalificeres som investeringsstøtte. Kommissionen vurderede støtten efter meddelelsen for vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse (IPCEI) og fandt imidlertid, at forenelighedskriterierne i meddelelsen var opfyldt.

Kort om sagerne

Efterfølgende har henholdsvis Danmark og de to færgeoperatører anlagt sager vedrørende statsstøtte til Femern-forbindelsen mod Kommissionen, som Retten netop har afsagt dom i. 

Danmark har anlagt sag mod Kommissionen med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse den 20. marts 2020. Danmark har i sagen gjort gældende, at Femern A/S' aktiviteter ikke udgør økonomisk aktivitet eller virksomhed med den virkning, at de ydede kapitalindskud, statslige lånegarantier mv. slet ikke udgør statsstøtte. Dette er uanset, at Kommissionen har vurderet, at den pågældende støtte er forenelig.

Færgeoperatørerne, Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland, har også anlagt sag mod Kommissionen med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse den 20. marts 2020. Til støtte for den påstand har færgeoperatørerne gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, da Femern-forbindelsen ikke udgør et projekt af fælleseuropæisk interesse, og støtten i øvrigt ikke er forenelig med det indre marked. 

Derudover har de to færgeoperatører anlagt sag mod Kommissionen med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse den 28. september 2018 med hensyn til afgørelsens elementer om støtte til Femern. Kommissionen trak efterfølgende afgørelsen tilbage for så vidt angår støtten til Femern ved Kommissionens åbningsskrivelse fra den 14. juni 2019. Søgsmålet handlende derfor om, hvorvidt afgørelsen var trukket tilbage. 

Rettens afgørelser i sagerne

Retten frifinder Kommissionen fuldt ud i alle tre søgsmål.

Rettens afgørelse i sag T-364/20 (Danmark mod Kommissionen)

Retten fandt, at Femerns aktiviteter udgør økonomisk virksomhed, hvorfor de ydede offentlige midler til Femern-forbindelse var omfattet af statsstøttereglerne i TEUF. 

I den forbindelse udtalte Retten indledningsvist, at Danmark ikke havde fremlagt oplysninger, som kunne føre til den konklusion, at Femerns anlæg og drift af den faste forbindelse er forbundet med udøvelsen af offentlige myndighed. Retten udtalte også i den sammenhæng at navnlig den omstændighed, at danske offentlige myndigheder fører nøje kontrol med Femern, og at denne enhed er underlagt visse offentligretlige forpligtelser, ikke er tilstrækkelig til at aktiviteterne er forbundet med udøvelsen af offentlig myndighed og dermed falder uden for statsstøttereglerne.

Dernæst tiltrådte Retten Kommissionens vurdering af, at Femern er en virksomhed i statsstøtteretlig kontekst. I den forbindelse tilsluttede Retten sig indledningsvis Kommissionens identificering af, at både Femern og færgeoperatørerne ville blive aktive på det samme marked, nemlig markedet for passage over Femern Bælt, når tunnelen var færdigbygget. Herudover bemærkede Retten, at det var uden betydning, at støtten var ydet i anlægsfasen, hvor Femern endnu ikke var aktiv på markedet, da den fordelagtige finansiering, som var opnået med henblik på anlæggelse af den faste forbindelse, var uløseligt forbundet med den efterfølgende kommercielle aktivitet. Følgelig ville Femern på tidspunktet for driften af den faste forbindelse have mulighed for at drive en støttet infrastruktur, hvilket ville give denne enhed en økonomisk fordel, som ikke ville kunne opnås på normale markedsvilkår. Retten fastslog derved, at statsstøttereglernes også er til hinder for, at aktiviteterne med anlæggelse og drift af den faste forbindelse adskilles med den begrundelse, at idriftsættelsen af denne forbindelse først sker, når anlæggelsen er afsluttet.

Rettens afgørelse i sag T-390/20 (Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland mod Kommissionen)

Retten fandt i denne sag, at støtten var forenelig med det indre marked, og at Kommissionen med god grund havde kunnet vurdere, at Femern-forbindelsen er af fælleseuropæisk interesse i overensstemmelse med TEUF artikel 107, stk. 3, fordi forbindelsen udgør et vigtigt og konkret bidrag til opfyldelsen af den Europæiske Unions transportpolitiske mål og Unionens bredere mål, samt at det vil forbedre forbindelsen mellem de nordiske lande og det centrale Europa. 

I den forbindelse fandt Retten, at færgeoperatørerne ikke havde fremlagt oplysninger, der kunne betvivle Kommissionens skøn i forhold til vurderingen af støttens nødvendighed og forholdsmæssighed f.eks. i forhold til tidsmæssig begrænsning af støtten og medtagelse af driftsomkostninger.  

Rettens afgørelse i sag T-7/19 (Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland mod Kommissionen)

I den anden sag, som færgeoperatørerne havde anlagt, fandt Retten, at den anfægtede afgørelse, som udsprang af den nu underkendte Kommissionsafgørelse fra juli 2015 ved Kommissionens åbningsskrivelse blev trukket tilbage, for så vidt angik den støtte, der blev indrømmet Femern. På den baggrund fandt Retten, at det ikke længere var nødvendigt at træffe afgørelse i spørgsmålet om annullation i relation til støtten til fordel for Femern. 

Vores bemærkninger

Rettens afgørelser viser meget illustrativt, at sager om statsstøtteret kan blive både mange og langvarige, inden de finder sin konklusion. Det er nu ti år siden, at de danske myndigheder anmeldte den samlede finansieringsmodel af Femern-forbindelsen til Kommissionen og knap 9 år siden, at Kommissionen traf sin første afgørelse i sagen. Sagerne illustrerer også den stigende tendens, der er til, at Kommissionens indledende afgørelser bliver hjemvist med henblik på en dybdegående undersøgelse. Dette er også senest set i sagskomplekset omkring den danske og svenske støtte til Øresundsforbindelsen, som du kan læse mere om i denne nyhed

Det er endnu uklart, om Rettens afgørelser bliver appelleret til EU-Domstolen.

Læs Rettens afgørelser her:
T-364/20 Rettens dom af 28. februar 2024
T-390/20 Rettens dom af 28. februar 2024
T-7/19 Rettens dom af 28. februar 2024

Læs vores tidligere nyheder om støtte til Femern-forbindelsen:

Vejstribe - 3840x2160
Nyhed

Europa-Kommissionen har godkendt den danske finansiering af kyst til kyst-forbindelsen over Femern Bælt mellem Danmark og...

Tunnel - Femern - konstruktion 1920x1080.jpg
Nyhed

Efter en klage fra to færgeoperatører har Retten annulleret Europa-Kommissionens oprindelige godkendelse af den offentlige...

Juridiske specialer

Kontakt

Bart Creve
Partner (København)
Dir. +45 38 77 45 47
Mob. +45 61 61 30 27
Adrian Kielberg
Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 22 92
Mob. +45 61 63 54 52
Christine Godsk Andersen
Assistant Associate (København)
Dir. +45 38 77 20 49
Mob. +45 24 25 32 27