Nyhed

Vigtige nye regler på det ansættelsesretlige område træder snart i kraft - er jeres virksomhed klar?

Flere lovændringer er på vej på det arbejds- og ansættelsesretlige område de næste par måneder. Vi har samlet et kort overblik over nogle af de mest centrale regler, der træder i kraft, herunder lov om afskaffelse af store bededag som helligdag, krav om etablering af en whistleblowerordning i mellemstore virksomheder og barselsregler om overdragelse af orlov for LGBT+ familier og soloforældre. Et udkast til lovforslag er endvidere sendt i høring, som blandt andet forpligter arbejdsgivere til at indføre et arbejdstidsregistreringssystem, hvor en ikrafttræden allerede 1. januar 2024 også er varslet.

Arbejdsgruppe - planlægning - ansættelsesret 1920x1080.jpg

Afskaffelsen af store bededag som helligdag

Folketinget har tidligere på året vedtaget lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag. Loven medfører, at store bededag fra 2024 vil være en almindelig arbejdsdag. Som følge af at medarbejderens årlige arbejdstid forøges, skal medarbejdere med en fast løn i henhold til loven kompenseres med et beløb svarende til værdien af en almindelig helligdag svarende til et årligt tillæg på 0,45 pct. af årslønnen. Tillægget skal beregnes på baggrund af den sædvanlige og fast påregnelige løn, hvorfor beregningsgrundlaget adskiller sig fra det beregningsgrundlag, som vi kender fra ferietillægget. Vi bistår med rådgivning om implikationerne ved afskaffelse af store bededag, herunder om informationen til medarbejderne og beregningen af løntillægget.

Træder i kraft: 1. januar 2024.

Du kan læse mere om loven i vores tidligere nyheder her og her.

...

 

Krav om etablering af en whistleblowerordning i mellemstore virksomheder

Arbejdsgivere i den private sektor med mellem 50 til 249 ansatte vil inden længe have pligt til at etablere en intern whistleblowerordning, hvor medarbejdere kan indberette overtrædelser, som er omfattet af lovens anvendelsesområde f.eks. seksuel chikane. Efter loven har virksomheder mulighed for at outsource administreringen af en whistleblowerordning til en ekstern leverandør. Vi bistår både nationale og internationale virksomheder med etablering og administrationen af whistleblowerordninger. Har I brug for juridisk rådgivning og/eller praktisk håndtering, er I meget velkommne til at række ud.

Træder i kraft: 17. december 2023.

Du kan læse mere om ordningen i vores tidligere nyhed her.

...

 

Nye barselregler giver mulighed for at overdrage orlov for LGBT+-familier og soloforældre 

For LGBT+-familier vil der være mulighed for at overdrage den ikke-øremærkede orlov (13 uger for lønmodtagere) med op til to "sociale forældre", hvilket omfatter den retlige forældres ægtefælle, samlevende, en kendt donor samt dennes ægtefælle eller samlevende med en forældrelignende relation til barnet. De nye regler giver derved mulighed for at dele orloven mellem op til 4 forældre (2 retlige forældre og 2 sociale forældre). 

For soloforældre vil der være mulighed for at overdrage en del af den ikke-øremærkede orlov med barselsdagpenge til et nærtstående familiemedlem, eksempelvis bedsteforældre eller søskende. 

Vi hjælper gerne med at opdatere virksomheders barselspolitikker for at sikre compliance efter de nye regler ligesom, at vi rådgiver om den praktiske håndtering af reglerne. 

Træder i kraft: 1. december 2023 (gælder for børn født den 1. januar 2024 eller senere).

Du kan læse mere om de nye barselsregler i vores tidligere nyheder her og her.

...

 

Foreslået: krav om et arbejdstidsregistreringssystem, der kan måle medarbejders daglige arbejdstid

Beskæftigelsesministeriet har fornyligt sendt et udkast til lovforslag om arbejdstid i høring. Udkastet til lovforslaget vil - hvis det fremsættes og vedtages - blandt andet medføre en forpligtelse for arbejdsgivere til at indføre et system for registrering af medarbejderes daglige arbejdstid. Forpligtelsen gælder dog ikke for medarbejdere, hvor tilrettelæggelsen af arbejdstiden i sin helhed er overladt til medarbejderen, eller hvor tilrettelæggelsen af arbejdstiden ikke kan ske på forhånd. Lovforslaget forventes at blive fremsat i starten af november 2023. Vi følger nøje vedtagelsesprocessen og vil indbyde til webinar om de nye regler. 

Foreslået ikrafttræden: 1. januar 2024.

Du kan læse mere om udkastet til lovforslaget i vores tidligere nyhed her.

...

Vores rådgivning

Vi holder dig opdateret på forhold af ansættelsesretlig betydning, og du er altid velkommen til at kontakte vores team af specialister i ansættelses- og arbejdsret, hvis du har nogen spørgsmål, herunder til de nye bestemmelser, som snarligt træder i kraft og blandt andet medfører ændringer til eksisterende politikker og nye forpligtelser for virksomhederne. 

Juridiske specialer

Kontakt

Marianne Granhøj
Partner (København)
Dir. +45 38 77 46 80
Mob. +45 24 27 48 20
Nicoline Hermann Stilling
Senior Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 43 33
Mob. +45 61 20 35 44
Kirsten Bech
Assistant Associate, Advokatfuldmægtig (København)
Dir. +45 38 77 10 78
Mob. +45 61 20 18 62