Nyhed

Pris­stigning på 2000 % udgjorde misbrug af dominerende stilling

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet, at lægemiddeldistributøren CD Pharma misbrugte sin dominerende stilling i 2014 ved at sætte prisen på et ve-stimulerende lægemiddel op med 2000 %, uden at dette var objektivt begrundet.

Konkurrenceankenævnets kendelse af 29. november 2018 – CD Pharma

Af advokatfuldmægtig Adrian Kielberg og stipendiat Clement Hoff Munk

Baggrund

Den 31. januar 2018 afgjorde Konkurrencerådet (læs vores tidligere nyhed om afgørelsen), at CD Pharma indtog en dominerende stilling på markedet, og at CD Pharma havde misbrugt denne dominerende stilling ved at sætte priserne urimeligt højt op. Rådet fandt, at misbruget var muliggjort af CD Pharmas særlige konkurrencemæssige position på markedet. I sin afgørelse lagde Konkurrencerådet særligt vægt på, at prisstigningen ikke var objektivt begrundet.

CD Pharma indbragte sagen for Konkurrenceankenævnet og gjorde gældende, at selskabet ikke besad en dominerende stilling, og at adfærden ikke havde udgjort et misbrug af en dominerende stilling.

Konkurrencerådets afgørelse blev stadfæstet

Konkurrenceankenævnet har nu stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse. I forhold til dominansvurderingen bemærkede ankenævnet blandt andet, at det konkurrenceretligt ikke kunne tillægges væsentlig betydning, at markedet konkurrenceudsættes hvert år.

I forhold til misbrugsvurderingen bemærkede ankenævnet, efter en konkret vurdering, at det forhold, at CD Pharma ikke ønskede at "brænde inde med" et større parti af det ve-stimulerende lægemiddel, ikke kunne begrunde en prisstigning på 2000 %.

Hvad så nu?

Efter ankenævnets kendelse har Konkurrencerådet tilkendegivet, at sagen nu vil blive anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

Kendelsen er i tråd med den generelle tendens til, at konkurrencemyndigheder i både EU og USA har et særligt fokus på urimelig og udnyttende adfærd inden for medicinalbranchen, hvilket Margrethe Vestager også har bekræftet i 2017.

Den danske Konkurrence- og Forbrugerstyrelse har dog nyligt tilkendegivet, at sager om urimelig høj prissætning ikke i sig selv er en prioritet i Danmark, men at denne sag også blev taget op på grund af dens ekskluderende aspekter over for parallelimportøren Orifarm.

Læs Konkurrenceankenævnets kendelse.

Juridiske specialer
Brancher

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40