Strafbortfald til deltagere i ulovligt vejstribekonsortium

Baggrund for sagen

Vejstribesagskomplekset begyndte i 2014, hvor selskaberne Eurostar Danmark A/S ("Eurostar") og LKF Vejmarkering A/S ("LKF Vejmarkering") indgik i to konsortier for at afgive et samlet tilbud på to på hinanden følgende udbud med tre delaftaler, der var sendt i udbud af Vejdirektoratet.

Højesteret afgjorde den 27. november 2019, at Eurostar og LKF Vejmarkering havde overtrådt konkurrencelovens § 6, stk. 1, og TEUF art. 101, stk. 1, ved at gå sammen i konsortierne og byde samlet på tre delaftaler. Det skyldtes ifølge Højesteret, at Eurostar og LKF Vejmarkering var konkurrenter, da begge selskaber selvstændigt kunne havde budt på minimum én af delaftalerne i det enkelte udbud hver for sig, og da udbuddene ikke indeholdte krav om at byde samlet på alle tre delaftaler.

Efter Højesterets afgørelse politianmeldte Konkurrencerådet parterne, og anklagemyndigheden lagde i 2020 sag an mod Eurostar, LKF Vejmarkering og tre ledende medarbejdere for en overtrædelse af forbuddet mod indgåelse af kartelaftaler.

Byrettens dom

Københavns Byret frifandt den 11. februar 2022 både de tiltalte selskaber samt de ledende medarbejdere for overtrædelsen af konkurrenceloven. Centralt for resultatet var, at de hverken kunne anses for at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Byretten mente, at de tiltalte var af den opfattelse, at det udgjorde et særligt konkurrenceparameter, hvis man kunne byde på den samlede opgave for begge udbud. Derfor mente byretten ikke, at de tiltalte kunne anses for hverken at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Byrettens vurdering var særligt baseret på den omstændighed, at de tiltalte inden afgivelsen af buddene havde indhentet ekstern advokatbistand, der specifikt havde henvist til udbuddene som samlede opgaver frem for at omtale de enkelte deludbud, og at det ikke var bevist, at de tiltalte særskilt havde kunnet byde på de samlede opgaver.

Herudover henviste byretten til to notater fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der efter byrettens opfattelse måtte forstås således, at styrelsen var af den opfattelse, at de ledende medarbejdere ikke havde handlet forsætligt.

Da de tiltalte ikke kunne anses for at have handlet hverken forsætligt eller groft uagtsomt frifandt byretten både de tiltalte selskaber og de ledende medarbejdere for overtrædelse af konkurrenceloven.                                            

Anklagemyndigheden ankede dommen til Østre Landsret, der ligesom Københavns Byret alene tog stilling til de strafferetlige aspekter i sagen.

Østre Landsrets dom

Landsretten konkluderede indledningsvist, at de omhandlede konsortieaftaler udgjorde ulovlige konkurrencebegrænsende aftaler med henvisning til Højesterets afgørelse i det civile søgsmål.

Landsretten gjorde det herefter klart, at det for at ifalde strafansvar efter den daværende konkurrencelovs § 23, stk. 3, kræves at tre betingelser var opfyldt. For det første skulle aftalerne kunne kategoriseres som kartelaftaler. For det andet skulle overtrædelsen af konkurrencelovens § 6, stk. 1, eller TEUF art. 101, stk. 1, være sket med forsæt. For det tredje skulle overtrædelsen af konkurrencelovens § 6, stk. 1, eller TEUF art. 101, stk. 1, være af grov beskaffenheden.

Landsretten mente, at konsortieaftalerne vedrørende de to bud reelt skulle anses for aftaler om koordinering af bud, hvorfor de i medfør af den daværende konkurrencelovs § 23, stk. 3, 2. pkt., skulle forstås som kartelaftaler, hvorfor den første betingelse var opfyldt.

I relation til spørgsmålet om, om overtrædelsen var af særligt grov beskaffenhed, udtalte landsretten, at dette navnlig er en vurdering af overtrædelsens omfang eller de skadevirkninger, adfærden er egnet til at medføre. Ud fra en samlet vurdering, hvor blandt andet udbuddenes omfang, værdi og den tidsmæssige og geografiske udstrækning sammenholdt med markedet og konsortieaftalens indhold indgik, konkluderede retten, at overtrædelsen var af grov beskaffenhed. Dermed var også den anden betingelse for at ifalde strafansvar opfyldt.

Endelig fandt Østre Landsret, at de tiltalte havde begået lovovertrædelsen forsætligt. I modsætning til byretten, mente landsretten, at de tiltaltes vildfarelse vedrørte om konsortieaftalerne var i overensstemmelse med konkurrenceloven. Landsretten fremhævede, at denne type vildfarelse, også selvom den udsprang af ekstern advokatbistand om, hvorvidt selskaberne kunne byde i fællesskab på den samlede opgave, ikke bevirker, at der ikke kunne statueres et strafansvar. De tiltalte blev derfor fundet skyldig i overtrædelse af konkurrencelovens. 

Landsretten mente imidlertid, at de tiltaltes vildfarelse om deres overtrædelse af konkurrenceloven kunne undskyldes  som følge af blandt andet den modtagende eksterne advokatbistand og fandt på denne baggrund sammenholdt med den lange sagsbehandlingstid, der ikke kunne tilregnes de tiltalte, at straffen for de tiltalte skulle bortfalde.

Vores bemærkninger

Byrettens og landsrettens afgørelser adskiller sig grundlæggende i typen af vildfarelse, retterne mente, de tiltalte personer befandt sig i, hvilket også forklarer de forskellige konklusioner. Efter byrettens mening befandt de tiltalte personer sig i en vildfarelse omkring selve udbuddenes karakter som samlede udbud, hvorfor de ikke anså de tiltalte for at have handlet hverken forsætligt eller groft uagtsomt.

Landsretten anså derimod, at de tiltalte var i vildfarelse om, hvorvidt konsortieaftalerne kunne anses for at udgøre overtrædelser af konkurrenceloven, hvilket ikke kunne føre til frifindelse. Efter en samlet vurdering i den konkrete sag, herunder det forhold, at de tiltalte havde indhentet ekstern advokatbistand samt den lange sagsbehandlingstid, måtte dette dog ifølge landsretten føre til strafbortfald.

Spørgsmålet om, hvorvidt en forkert udtalelse fra en ekstern advokat, kan føre til frifindelse, er et interessant spørgsmål, der er behandlet flere gange i EU-Domstolens praksis. Et eksempel ses i sagen C-681/11, hvor EU-Domstolen udtalte, at ekstern juridisk rådgivning ikke som udgangspunkt fritager for ansvar.

Læs Østre Landsrets præmisser.

Relateret indhold